Panama – Equador

7 juli om aftenen begyndte vores gennemsejling af Panama-kanalen. Den forbinder Atlanterhavet med Stillehavet og sparer skibene for den lange og usikre vej syd om Sydamerika, rundt om Kap Horn. Bare navnet på dette vindblæste sted får det til at løbe koldt ned ad ryggen på de fleste søfolk. Ikke uden grund: Mere end 800 skibe er forlist her og mere end 10.000 søfolk har mistet livet her.

Jeg fik lov til at stå på broen noget af overfarten. Stemningen var magisk: Der var hele tiden samtaler over VHF-radioen. Samtidig kunne vi se, hvordan de lokale havnearbejdere stille og roligt fik fortøjningerne håndteret, så lokomotiverne kunne trække os igenne sluserne. Den aften lovede jeg mig selv, at dette ville jeg aldrig holde op med.

I teksten til dette postkort er jeg lidt mere cool:

Skibet bruger ikke sit maskineri men bliver trukket igennem af de lokomotiver, som jeg har lavet en cirkel omkring. Den øvrige del af kanalen var nærmest som en oplyst landevej

Det skyldes måske forskrækkelsen jeg fik, da jeg gik ned til min kahyt: Jeg ville åbne den ydre dør, og tog derfor fat i håndtaget. Troede jeg. I stedet var det en kæmpestor græshoppe, på størrelse med dørhåndtaget! “AAAAAAdrrrr” har jeg nok sagt 🙂

I det hele taget har kombinatioern af tropevarmen og vandet fostret mange dødelige ting: Lige fra sygdomme til korrupte præsidenter, som tjente stort på kokainsmugling til USA.

<Faktaboks om Panamakanalen kommer her>

Herefter sejlede vi sydover, ned til Equador. Undervejs dertil fjernede vi ALT, som der ikke var svejset fast. Selv ildslukkere og redningskranse skulle i aflåste rum. Ellers ville det forsvinde, blev vi fortalt. Lørdag d. 9. juli kastede vi anker udfor Guayaquil. Her fik vi de første indtryk af befolkningen. Som viste sig at være særdeles opmærksomme på os. Om dagen børnene, Om aftenen mødrene, og om natten fædrene. Derfor måtte vi gå i to-skiftet vagt: 6-12 og 18-24.

Dagen efter sejlede vi ind til Guayaquil og lossede det papir, vi havde med derned.

Herefter sejlede vi den korte tur til Puerto Bulivar. Her lastede vi bananer, dvs: de lokale løb dem ombord i højt tempo: Hver kasse vejer 20 kg! Vi havde ca. 150.000 kasser ombord, inden vi sejlede en uges tid senere.

Befolkningen gjorde et blandet indtryk på mig, som jeg skrev i det tredje brev til Vivi

Det eneste indtryk jeg fik af Equador (jeg var ikke i land) var, at der er politi og militær overalt. En masse Pelikaner og Grippe, og at folket er meget arbejdsomme, fødte sælgere, de stjæler med arme og ben og de brugte vores lastrum som toiletter! (det var mig, der skulle ned og tørre det op!)

Det var godt at komme til søs igen. Næste stop; New Zealand.