Equador – New Zealand

Endelig kunne vi prøve det, vores skib var bygget til: At fragte store mængder kølekrævende fødevarer over oceanerne. Hurtigt, inden de blev fordærvede.

Nippon Reefer, og hendes fem søsterskibe, kunne sejle hele 22,5 knob i timen. Det er godt 40 km/timen, døgnet rundt. Lidt hurtigere end en knallert. Men med den forskel, at hun samtidig kunne have 3.100 tons kølede eller frosne fødevarer ombord,

Nippon kunne både være køleskabskold – eller fryserkold. Temperaturen kunne styres for hvert af de femten lastrum, hun rummede. På denne tur havde vi alene grønne bananer med. De skulle modnes, når de kom frem, ved at blive udsat for CO2 i særlige modnerier. Men hvis de ikke nåede frem i tide, ville de blive til usælgeligt bananaffald. Ligeså uspiselige, som når et par bananer ligger for længe i køkkenet.

Så det var bare med at give den “gas”. Og det gjorde vi. Men Stillehavet er ikke altid stille. Tværtimod. Og på den første del af turen havde hårdt vejr. Hvordan det er, fortalte jeg Vivi i det tredje brev til hende:

Det blæser kraftigt, og der er høj sø, så samtidig med, at jeg skriver dette brev, skal jeg sidde og klamre mig til bordet!

——-

Prøv at forestille dig, hvordan det er at bevæge sig rundt, gå i brusebad, spise eller sove, når det hele tumler sådan rundt!

Første regel er altid: Husk: En hånd til dig og en til skibet. Derfor har man altid en hånd fri, når man bevæger sig rundt, så man kan holde fast i de mange håndtag,

Badet er man nød til at klare med den ene hånd, mens den anden hånd holder fast i vandrøret. Det kan lade sig gøre, men bliver lige lovlig akrobatisk, når man taber sæben ….

Søvnen sikres ved at man sørger for, at bøger og andre løse genstande ikke kan falde ud. Der er særlig holdere i reolerne til dette.

At spise bliver muligt ved at have en særlig dug på bordet, så tallerkener, fade og bestik ikke skrider så let. Og kommer det mere sø, monterer man kanter på bordet, så tallerkener og madikke ryger helt ned, hvis det skulle begynde at skride.

Det er besværligt, men man vender sig hurtigt til det. Eventuelt efter et par dage med søsyge.

——

Undervejs passerede vi Pitcairn Island, som er her efterkommerne fra myteristerne på County bor. Den ligger så langt væk fra alting, at ingen fandt dem, og ingen har forfulgt de nu 200 beboere. Som dog ikke ville besvare vores opkald. Vi brugte Ikke telefonen. For de første mobiltelefon kom først i markedet fem år senere i 1982. I stedet brugte vi VHF-radioen, som man stadig gør det i dag. Men VHF-radioen kan kun række ca 7 km. Internettet var heller ikke opfundet den gang. Heller ikke mail.

Dengang, kunne vi kun kommunikere med dem derhjemme via breve. Som vi sendte eller modtog, når vi nåede en havn. Telegrammer kunne lade sig gøre ind imellem. Men i perioder virkede det heller ikke. Og det var ikke velset at besætningen sendte private telegrammer, med mindre det drejede sig om mærkedage, dødsfald eller lignende.

Derfor modtog jeg ikke post den første del af turen (i to måneder). Og det gjorde min familie heller ikke.

Som tiden gik, blev vi en integreret del af besætningen, med egne ansvarsopgqver. Det kunne jeg godt mærke, da vi nærmede os New Zealand. Jeg skrev til Vivi:

I morges blev jeg vækket kl 3:30, fordi jeg skulle op og stå til rors. Her stod jeg, til vi var lagt til kajs i Auckland, 2 timer senere. Jeg skulle arbejde helt til kl 17, så da klokken endelig blev fem, skyndte jeg mig ned i bad, fik aftensmad, gik mig en kort tur nede i byen, og gik derefter i seng, men vågnede først op næste morgen!

—–

Når man er ombord på et skib, langt fra nogen kyster, kan man ikke bare kalde på en vikar. Eller en brandmand. Derfor er det altafgørende at alle gør, hvad de skal, hver gang. Og overtager ved sygdom, selv om at det kan betyde, at man får for lidt søvn i korttere eller længere tid.

—–

Hurtigt fik vi bananerne losset, og sejlede derefter til Lyttleton, Bluff og tilbage til Auckland, for at hente frosne får.

Det tog næsten fire uger, for hver gang det begyndte at regne, skulle lugerne trækkes for. Ellers ville dækkene ii lastrummene blive til isskøjtebaner. Så vi havde masser af tid til at udforske det smukke land.


4 svar til “Rejsen rundt om jorden med Nippon Reefer – del 3”

  1. Elin Christensen Avatar
    Elin Christensen

    Hej Per – du glemmer ækvatordåb og datolinjen. Vi sejlede ikke rundt on NZ med sejlede fra auckland langs øsiden af sydøen hvor vi anløb havnene Christchurch, napier og Lyttleton – kan ikke huske rækkefølgen. Vi sejlede tilbage den samme vej til Auckland igen og derfra til Okinawa med lammekød

  2. Palmkvist Avatar

    Hej Elin
    Tak for at du holder øje med at jeg har fakta rigtig 🙂 jeg har tjekket mine noter og breve, og vi sejlede fra Auckland til Lytleton som er forstad og havn til Chistchurch. Herefter sejlede vi til Bluff, og derfra retur til Auckland.
    Ækvatordåben blev først holdt anden gang vi passerede Ækvator, d 8 september, kan jeg se på mit “dåbsbevis”
    Bh Per

    1. Morten Routhe Johansen Avatar
      Morten Routhe Johansen

      Hej Per og Elin!

      På vej fra Bluff til Auxkland, var vi i Napier.

      1. Palmkvist Avatar

        Tak for præciseringen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *