New Zealand- Japan – Korea – Japan 

Afsted gik det nu over Stillehavet – denne gang mod Japan. 

Vi krydsede Ækvator i silende regn, frasyd mod nord. Den første aften efter vi havde krydset ækvator, fik vi besøg af selveste kong Neptun. Han spurgte om der var nogen ombord, der ikke havde deres ækvatordåbs bevis i orden. Og det havde jeg – og de andre elever af naturlige årsager ikke.

Næste dag blev vi hentet Frk Død og andre frygtindgydende væsener. Vi blev smurt ind i rigelige mængder kaffegrums, chili og ketchup. Klippet med en stor saks lavet af træ, og barberet med en træ-barberkniv. Begge dele er ikke så slemme. som jeg havde frygtet. 

Derefter blev vi dyppet i en stor balje saltvand. Den strenge dommer – vores skoleleder – spurgte om vi fremover ville opføre os som lydige i Neptuns rige. Derefter fik vi vores ækvatordåbsbevis. Jeg fik navnet ”Ulken”

Det gjorde ikke ondt, men det var noget af en nedværdigende omgang, som man næppe ville udføre på den måde i dag.

Om aftenen benyttedes lejligheden til en fest for alle besætningsmedlemmerne. Undtagen dem, der stod på broen. Håbede jeg ….

—–

Senere i september ankom vi til byen Naha på den sydligste ø i Japan, Okinawa. 

På trods af det var 32 grader varmt og selvom der kom heftige regnbyger hver time, var de japanske havnearbejdere meget mere effektive end deres kollegaer i New Zealand. Derfor kunne losse og lastetiden nu måles i timer, hvor det før var i dage. 

Så hurtigt sejlede vi videre til Tokyo, Japans hovedstad.

Det var en fredag og vi fik fri. Da jeg kom i land, følte jeg mig for første gang høj. For på gågaden og alle de andre steder, kunne jeg pludselig se over hovederne på folk. Det havde jeg aldrig prøvet før.

Eventyrlystne som vi var, tog vi naturligvis undergrundsbanen. På et tidspunkt var vi ikke længere klar over, hvor vi var. For godt nok kunne vi læse numrene på de enkelte toglinjer. Men navnene på stationerne var skrevet med Japanske tegn, som vi ikke fattede en lyd af – endsige kunne kende igen. 

Vi søgte op på landjorden igen for i det mindste at kunne se hvilken retning vi skulle – ud fra solen. Eller finde en betjent, som kunne tale engelsk. Intet af det lykkedes. 

På et tidspunkt blev vi sultne, og gik ind på en lille restaurant. Der var måske plads til otte eller ti gæster. Igen var der alene Japanske tegn, vi skulle læse, for at vælge mad. Der var også en anden type menu-kort vi havde overset, opdagede vi senere: I vinduet var der plastikmodeller af alle deres retter.

Så vi endte med at pege på en ret. Og fik serveret suppe i en skål. Det vidste vi ikke, hvordan vi skulle håndtere. Den fnisende tjener viste os hvordan man skulle drikke af skålen, og spise fyldet med pinde. Som vi heller aldrig havde set før. Det var jo 1977 og vi var langt, langt hjemmefra.

Det hjalp at få noget at spise, og sent om aftenen kom vi heldigvis hjem igen til Nippon. 

Næste morgen, fik vi revance, da en leder af havnearbejderne spiste morgenmad i vores messe. For han fik serveret spejlæg. Og det anede han ikke, hvordan han skulle sætte til livs. Så han endte med at læne sig frem og suge blomme op med en slubrende lyd. Hævnen var sød.  

Næste stop var Kobe. Her fik jeg endelig købt mit stereoanlæg, som jeg så længe havde ønsket mig og sparet op til. 2 * 100 Watt var rigeligt til det lille kammer. Men jeg havde ikke købt højtalerne endnu, det ville jeg gøre dagen efter min fødselsdag.

——-

Men hvordan fik vi egentlig udbetalt løn? Dengang var der en telegrafist på alle skibene. Deres vigtigste opgave var at sende og modtage telegrammer vha. en særlig morse-nøgle.

En morsenøgle kan sende korte eller lange signaler eller lyde.. En enkelt kort lyd betyde ”E”, to korte lyde betyde ”I”, tre korte ”S”. Modsat betyder en lang lyd ”T”, to lange lyde ”M”, tre lange lyde ”O”. Sat sammen morser man SOS således: …—… Korte og lange kan også danne et bogstav.

Det lyder nogenlunde sådan her

Selvom det var besværligt, kunne rutinerede telegrafister ikke bruge al deres tid på holde liv i kommunikationen med rederiet, havne, og lignende. 

Derfor var det telegrafisten, som stod for at udbetale den del af ens løn, man gerne ville have udbetalt i den lokale valuta. På den måde havde man en slags ”opsparingskonto” på skibet. Det var også muligt for de pårørende at sende penge til besætningsmedlemmerne til denne konto.

—— 

På min attenårs-fødselsdag var vi ankommet til byen Hakata.  Som alle andre teenagere havde jeg forventet at denne dag blev noget særligt. Det blev den. Men ikke på den gode måde. 

Om dagen bankede jeg rust. Om aftenen holdt jeg en lille fest mit kammer. Med da alle gæsterne var gået, opdagede jeg til min store skræk at alle mine kontanter var væk. Også dem, jeg havde fået sendt hjemmefra. Hele min formue havde jeg naivt haft liggende i min ulåste skrivebordsskuffe. For næste dag skulle jeg have været oppe i byen for at købe højtalere, så jeg kunne bruge mit stereoanløg til noget.

Men væk var de. Tyveriet blev politianmeldt, men da jeg ikke anede, hvornår de var stjålet og heller ikke vidste hvem, der havde stjålet dem, skete der ikke mere i den sag.

Det var som om eventyret forsvandt fra den ene dag til den næste. For det var ubehageligt ikke at vide hvem det var. Det kunne være alle fra besætniningen. Eller ingen. For min dør var heller ikke låst. Så det kunne også være en havnearbejder.

Men Nippon Reefer -og jeg – sejlede videre til Busan i Sydkorea, og til sidst hentede vi brugte biler i Otaro i Japan, som skulle til USA og Canada. Livet gik videre. ”Herren giver, Herren tager”, som min mormor skrev til mig.

——-

Hvorfor sejlede vi med meget andet end madvarer? 

Det er dyrt at sejle et skib som Nippon Reefer over verdenshavene  Derfor var det bedre at have en last med, som gav en lille sum penge, end vand i balasttankene, som slet ingenting gav. 

De lavloftede dæk på køleskibene var velegnede til eksempelvis biler og traktorer eller til de store papirruller der anvendes i et avistrykkeri. 

—–


2 svar til “Rejsen rundt om jorden med Nippon Reefer – del 4”

  1. Elin Christensen Avatar
    Elin Christensen

    Det hedder Busan ikke Butan….sjovt, jeg kan slet ikke huske Hakata – det må ha været et kort ophold