»Ukraine er det land i Europa næst efter Island, som er hårdest ramt af finanskrisen«, sagde Danske Banks Lars Rasmussen i februar til Politiken.dk. Den evige rivalisering mellem premierminister Yulia Tymoshenko og præsident Viktor Yushchenko gør bestemt ikke landets økonomiske problemer mindre. Mens de to politikere slås, formindskes landets største valutaindtjener – ståleksport –som følge af den globale krise. I dag er landet derfor helt afhængig af milliardstore dollarlån fra IMF. IMF stiller skrappe krav, som ikke er lette at opfylde tæt på et valg.

Mange danske virksomheder har it-udviklingsafdelinger i østeuropa, eksempelvis i Ukraine. Jeg troede, at en del virksomheder havde nedlagt deres østeuropæiske udviklingshold pga den økonomiske krise. Dette da disse har et langt kortere opsigelsesvarsel end danske medarbejdere. Typisk 1 måned eller derunder.

Begge dele gjorde, at jeg havde forventet at opleve en meget stille hovedstad, da jeg i sidste uge rejste derud.

Allerede på turen til Kiev blev jeg overrasket: Det direkte fly var helt fyldt. Med de sædvanlige forretningsmænd og -kvinder, der enten var på vej ud eller på vej hjem.

Lufthavnen bød på den traditionelt lange kø til pas- og immigrationskontrollen. Udtagen køen for rejsende med Ukrainsk pas, så den benyttede jeg naturligvis. I Kiev er det kun få ting, der er fuldstændig forbudt.

På vejen ind til kontoret omdannede masser af byggekraner stadig byen til en mere moderne metropol. Men det skete i et langsommere tempo end før. Nogle af byggepladerne lå tydeligvis stille.

Fremme ved den kontorbygning, vores it-udviklere arbejder i, var der også et lavere tempo. Få virksomheder (ca. 5 %) har helt stoppet deres udviklingsaktiviteter i Ukraine. Andre har justeret antallet af udviklere lidt ned. Samtidig har de fleste udviklings-teams måttet acceptere en lønnedgang på 10 %. Men da de i forvejen tjener godt – sammenlignet med samfundet omkring dem – og da it-folk tit modtager løn i amerikanske dollars, overlever de nok. Den lokale valuta (hryvniaa (UAH)) er på få måneder faldet voldsomt – mere end 30 % – i forhold til dollaren. Ikke sjovt, hvis man har optaget lån i dollars og får løn i hryvniaa hvilket gælder for flertallet af ukrainerne.

Andre tal viser, at noget er helt galt i Ukraines økonomi: I følge Kyiv Post er gas-forbruget i januar og februar 42 % lavere end året før. Dette skyldes ikke pludselig opstået energibevidsthed: Industrien har brugt 51 % mindre gas end året før. Så de sværindustrielle hjul er tydeligvis ved at gå i stå.

Disse fakta kunne ses i vores ansattes ansigter: Hvor de før var interesserede, men afslappede når vi holdt afdelingsmøde, lyttede de nu intenst, når jeg fortalte om vores virksomheds økonomi. De lyttede efter enhver antydning af, at vi ville reducere vores team, eller helt stoppe udviklingsaktiviteterne i østeuropa. Det sidste vil vi ikke, men som andre virksomheder kommer vi til at reducere omkostningerne.

Tilbage i myldretids-trafikken var alt som det plejer: Tæt trafik bestående af en blanding af store, moderne og dyre firehjulstrækkere, gamle, slidte LADAer og udtjente busser. Hos Bentley butikken i centrum (jo, sådan er der i Kiev) var der ingen kunder, men det er der sjældent. Hotellet var også booket til sidste værelse. Heller ingen krise kunne spores der. Måske bortset fra, at minibaren var tom, og at der ikke længere stod en flaske gratis vand i værelset.

Når jeg spurgte almindelige Ukrainere om hvordan forretningslivet har det lige nu, lavede de en bevægelse med hånden, der ligner det fugleramte Airbus-flys da det nødlandede på Hudsonfloden. Om landets økonomi vil holde sig flydende, eller den vil synke som ulykkesflyet, det er der ingen, som ville forudsige. Men landets enorme gæld på 82 % af bruttonationalproduktet gør det svært at holde sig flydende i krisetider.

På rejsen tilbage var flyet næsten fyldt til sidste sæde. Nationaløkonomisk krise eller ej: Virksomhederne fortsætter deres virke, om end med en mindre bemanding.

Bragt som kommentar i Jyllands-Posten d. 6. april 2009


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *