Min mobiltelefon skulle være sort. Lige som Sorte Slyngel er det i Disneys tegneserier. Sorte Slyngel er mester i indbrud og i hypnose. Og han ved på mystisk vis alt om alting.

På samme måde er min telefon: Den stjæler alle mine frie stunder, og den kan gøre det, fordi den kender til alt: Indholdet af min kalender, mine e-mails, de bedste nyheder, mine kontakter, min musik eller mine billeder og videoer. Kort sagt alt det, jeg tidligere kun kunne nå fra min pc.

De dage, da min mobiltelefon kun var et fjerntaleapparat, er for længst forbi. Med et diskret ”plik” glider forsiden op, og jeg kan nu tjekke de seneste mails, surfe på internettet eller lave en mødeaftale. Uanset hvor jeg er: Når jeg lufter hund, er i bilkøen eller mens jeg venter på toget. Selv på badeværelset kan jeg nu læse og skrive, mens jeg forretter andre ærinder. Jeg er blevet ”always on”; i en grad, som ingen havde forestillet sig for få år siden.

Meget smart og meget effektivt, kunne man mene. Men nej. På denne måde slipper jeg jo aldrig arbejdet eller nyhedsstrømmen. Jeg forbliver hele tiden oppe i det høje gear, og jeg får aldrig holdt de livgivende mikropauser. Lige som Sorte Slyngel hele tiden forsøger at slå Mickey Mouse ihjel, truer min mobiltelefon med at tære sin ejer op.

Og værst af alt: Nu er grænsen mellem arbejde og fritid helt udvisket. Selv når min familie og jeg sidder og ser en film, kan jeg lige skæve ned til den Sorte Slyngel, som en anden sms’ende teenager.

Så det er ikke kun de små pauser, jeg går glip af. Det er også evnen til at være 100 pct. til stede, der hvor jeg nu er: Hos familien, sammen med kollegaer eller med vennerne.

Dermed mister jeg fokus. Både på dem, jeg er sammen med, og på de mange mails.

Jeg ved ikke, hvordan det påvirker mine egne e-mails. Men jeg har lagt mærke til, at de af mine kollegaer, der har fået samme vane, skriver usædvanligt korte mails. Lige som sms’er. Og nogle gange er det tydeligt, at de er blevet irriteret over noget andet, der intet har med e-mailen at gøre. Måske en bil, der dyttede af dem.

Kvaliteten af det skrevne bliver dermed dårligere. Svar-mailen løser derfor ikke opgaven og skaber måske endda unødvendige konflikter.

Jeg orker slet ikke at tænke på Timothy Ferris’ forslag om en fire timers arbejdsuge. Især fordi han – med rette – peger på, at e-mails er den helt store tidsdræbersnegl i vores professionelle liv.

Nu går jeg på ferie. Jeg vil prøve noget nyt: ”Most of the time off”. Jeg vil alene bruge mobiltelefonen til at snakke i. Og samtidig nyde samværet med min hund, min familie, og mine venner i fulde drag.

Måske bliver vi bare derhjemme og er 100 pct. off line og 100 pct. sammen. Det lyder rart og farligt på samme tid. For måske bryder de sig ikke om mig i så ufortyndede doser? Og kan jeg holde ud – blot – at lave én ting ad gangen? Jeg prøver alligevel.

Hvordan dette eksperiment kommer til at gå, det fortæller jeg mere om til august.

Bragt kommentar i Jyllands-Posten d. 14. juli 2008 og på epn.dk d. 13 juli 2008