Da jeg var knægt, var jeg naturligvis bud og delte ugeaviser og reklamer ud. Som alle andre raske drenge på min alder. Det var før ordet børnearbejde var opfundet. Jeg tjente gode lommepenge og fik masser af motion på de stejle trapper.
Der var to problemer: Stakken af ugeaviser var voldsomt stor i forhold til min barnecykel. Og mange opgangsdøre var – allerede dengang – låst. De store avisstakke lærte jeg at balancere med, selvom det skete mere end én gang, at aviserne blev spredt ud over hele vejen. De låste døre fik jeg åbnet ved at trykke på de forskellige knapper på dørtelefonen, indtil der var én der svarede. Så sagde jeg med min spæde røst: ”Det er avisbudet”, hvilket ikke var helt sandt. For avisbude har nøgler til opgangene, så de ikke vækker folk kl 5 om morgenen. Men det virkede.
Et avisbuds nøglebundt vejer ca. et halvt kilo – pr distrikt. Det samme gør postbuddets og alle de andre mennesker, der skal ind i aflåste opgange i embeds medfør. Alligevel er der gået årtier med dette besværlige nøglecirkus. Det er bøvlet at indhente de nødvendige nøgler, og besværligt at sikre sig en kopi, når nøglesystemer bliver skiftet. For den enkelte beboer er nøgler upraktiske, når man står med favnen fuld af indkøb.
Men nu lysner det: En dansk opfindelse gør det muligt at åbne alle dørene i et distrikt, ved at en almindelig mobiltelefon i lommen beder den enkelte dør om det. Som den fattige bror i brødrene Grimms eventyr kunne åbne røvernes bjerg ved hjælp af en simpel remse.
Bag opfindelsen står Forbruger-Kontakt a/s, der distribuerer reklamer, og Bladkompagniet A/S, som klarer avisuddeling. Systemet kaldes Bekey.
Metoden er meget simpel: Et lille program installeres på en almindelig telefon. Dette kommunikerer med et kontrolcenter, der sender et digitalt nøglebundt til telefonen. Når buddets telefon nærmer sig opgangen, sender den en kode til en lille styreenhed i døren, hvorefter døren åbner sig. Systemet kan bruges af mange andre end budene: Plejepersonale, viceværter, beboere – og deres børn, samt de mange andre, der har et lovligt ærinde ind og ud af en dør.
I eventyret misbruger den rige bror åbningskoden til bjerget med skattene. Men glemmer den i befippelse over alle de store rigdomme det indeholder. På samme måde er Bekey-systemet sikret ved, at de digitale nøgler hurtigt kan slettes, ændres eller inddrages. Modsat fysiske nøgler. Så systemet er i virkeligheden mere sikkert end de nuværende, fysiske nøgler.
I lidt mere tekniske termer, så er programmet til telefonen et Java-program, og buddets telefon identificeres vha. dens Bluetooth-enhed. Det er også denne, der sender signalet til døren. Alle hardwarekomponenter i løsningen er simple – og dermed billige – standardenheder.
Løsningen har været afprøvet i 800 opgange på Nørrebro i København, med gode resultater. Nu kommer den næste hurdle: At overbevise alle de involverede parter om, at dette er en god og fælles vej frem. Enkelte monopolister kan have en interesse i, at det er besværligt for andre selskabers bude at komme ind. Helt bogstaveligt. Men lad os nu håbe det bedste.
Bragt som kommentar i Jyllands-Posten d. 23. juni 2008
Skriv et svar