To af de virkeligt store it-virksomheders skæbne på supermobilmarkedet afgøres i disse uger og måneder.
Nokia og Microsoft har begge lanceret de produkter, som skal genskabe deres position på det lukrative markedssegment for avancerede mobiltelefoner – de såkaldte smartphones.
Apple har taget en meget stor bid af dette delmarked med deres iPhone, og de er rigtigt gode til at tjene penge på det: De formår at have 39 % af fortjenesten på det samlede marked for mobiltelefoner – inklusiv almindelige (og billige) mobiltelefoner, selvom de kun har 2,8 % af den samlede omsætning på det globale marked.
Ikke overraskende ønsker mange andre at få en bid af dette lønsomme markedssegment.
Det er ikke kun lønsomhed, der driver virksomhederne: Smartphones bliver i fremtiden et lige så vigtigt digitalt redskab, som pc’en er det i dag. Jeg kender mange, som læser og sender flere e-mails fra deres mobiltelefon end fra deres pc. Og denne udvikling vil fortsætte, siger de kloge.
Derudover er der en glidende overgang fra de dyre supertefoner til de lige så bekostelige tavle-pc’er. Apples iPad deler eksempelvis teknisk platform (iOS) med deres iPhone. Selv brugergrænseflade og navigation er den samme. Det samme bliver tilfældet med de mobiltelefoner og tavle-pc’er som kommer til at anvende Googles operativsystem Android.
Smartphonemarkedet er med andre ord stort, det vokser og der kan stadig hentes store avancer.
Det er ikke kun Apple, der har succes på mobil-området. Googles Android-platform er nu mere udbredt end Apples tilsvarende iOS. Den primære årsag er, at det er meget populært hos producenterne af mobiltelefoner. Det samme kan ikke siges om Nokias mobilstyresystem Symbian.
Selvom Nokia i februar frigav kildekoden til Symbian som Open Source, så alle licensfrit kan anvende det og påvirke dets udvikling, er opbakningen faldende. I forrige uge meddelte Samsung og Sony-Ericssson eksempelvis, at de dropper Symbian som platform til deres smartphones.
Nu har Nokia fået det værste af alle verdener på Symbian-platformen: Der er ingen, som rigtigt støtter den, og alle konkurrenter har fuld indsigt i, hvad der sker på platformen.
Så selv om Symbian stadig er det mest udbredte operativsystem på supertelefoner, så er det en stakket frist, tror jeg. Men Nokia har ikke givet op. Sidst i september startede Nokia efter lang tids forsinkelse leveringen af deres nye supermobil – N8, og i sidste uge startede leverancen af den lidt mindre C7. Begge Nokias nye smartphones er baseret på Symbian^3-platformen.
Men Nokia er ikke helt sikker i sin sag: Senest er de gået sammen med chip-producenten Intel for at skabe en konkurrent til Googles Android. Denne kalder de MeeGo. Som Android er den baseret på Open Source operativsystemet Linux.
I sidste uge lancerede Microsoft deres bud på et nyt operativsystem til supertelefoner – Windows Phone 7. De har ikke oplevet samme faneflugt som Nokia. Således havde Dell, HTC, Samsung og LG smartphones klar til Windows Phone 7, der kan købes fra d. 21 oktober 2010.
Disse bliver dog næppe det helt store tilløbsstykke i Danmark – i første omgang. For der er ikke dansk ordbog eller navigation og multimedieformatet Flash er ikke understøttet. Det sidste kunne ellers være et nemt point at score for Microsoft. Apples stædige afvisning af Adobes industristandard gør det umuligt for iPhone brugere at anvende de mange web-faciliteter, som anvender denne teknologi. Men Microsoft nåede åbenbart ikke at få understøttelsen klar inden lancering.
Det er heller ikke muligt at købe små programmer – apps – til Windows Phone 7 i Danmark. Selvom man kan købe disse til Apples telefoner og til de supertelefoner, der anvender Googles Android.
Apps er i sidste ende det, som afgør en smartphone-platforms skæbne: De fleste brugere af supertelefoner har masser af disse installeret, og bruger dem i stedet for den indbyggede web-browser. Endnu vigtigere er brugerne villige til at betale et lille beløb for at anvende en app. Dette er en af forklaringerne på Apples lønsomhed i deres mobilforretning.
Apple har været rigtigt gode til at tiltrække store – og især små – virksomheder, som udvikler apps, og sælger dem via iTunes. Den samme succes er Google ved at gentage. Og mange apps er lig med stor omsætning.
Både Microsoft og Nokia har hver deres bud på en markedsplads for apps til deres platform. Men kigger man på antallet af programmer, man kan hente, er der næsten tale om en karikatur. Både Apples iTunes og Googles Android Market indeholder – hver især – mange, mange flere apps end Microsofts og Nokias modsvar.
Tiden vil vise, om Nokias og Microsofts seneste lanceringer var de sidste krampetrækninger på supermobilområdet for de to kæmper. Men deres evne til at få mange, mange virksomheder til at udvikle apps til deres platform vil sandsynligvis være med til at afgøre deres skæbne på dette marked.
Bragt som kommentar i Morgenavisen Jyllands-Posten d. 19. oktober 2010
Egentlig blog-debat om emnet er her
Skriv et svar