Selvom man har succes med tilsyneladende alt, vokser træerne ikke ind i himlen. Det har Google måttet sande.

I januar lancerede virksomheden deres egen supermobil – Nexus One – som skulle tage kampen op med bla. Apples iPhone og Nokias topmodeller. Andre mobilleverandører som Motorola tilbød mobiltelefoner baseret på samme platform – Googles Android operativsystem. De fik konkurrence på en ikke helt rar måde, for Googles telefon var den eneste, der var baseret på den nyeste og hidtil bedste udgave af Android.

Samtidig udfordrede Google de eksisterende værdikæder ved at sælge telefonen en SIM-ulåst udgave direkte fra deres egen hjemmeside. En af verdens mest besøgte. De eksisterende detailkæder og de mange teleoperatører var næppe begejstrede.
I starten var medie-interessen overvældende, så Google fik al den presseomtale, de kunne ønske sig. De fleste eksperter og kommentatorer – inklusiv undertegnede – spåede Nexus One en stor fremtid. Men vi tog fejl.

Apple satte i sin tid standarden for, hvor mange supermobiler, man kan sælge, når den lanceres: Det tog kun 74 dage, så havde de solgt 1.000.000 enheder af deres iPhone. Alene i USA. Da der var gået 74 dage efter lanceringen af Nexus One, var der kun solgt 135.000 eksemplarer.

For at komme yderligere salt i såret, slog Motorola Apples rekord ved at sælge 1.050.000 af deres Android-telefon i løbet af de tilsvarende 74 dage. Apple slog for nylig sin egen styksalgsrekord ved at sælge 1.000.000 eksemplarer af deres iPad på bare 28 dage. En ny mådestok for, hvor hurtigt ny forbrugerelektronik kan sælges.

Uanset målestokken kan Nexus One ikke kaldes en succes. Hvad gik galt?

I første omgang lærte Google på den hårde måde, at når forbrugere køber noget, som de ikke kan finde ud af at bruge, så brokker de sig. Google havde slet ikke forberedt sig tilstrækkeligt på dette. De er jo også vant til at levere gratis ydelser til forbrugere.

Tolerancen overfor fejl i et produkt, man har fået gratis, er en anden, end når man har givet tusindvis af kroner for en lille dims. Rasende forbrugere var henvist til at maile til Google, som kun langsomt svarede. Eller de blev sendt frem og tilbage mellem deres teleoperatør eller den producent, der havde udviklet telefonen – Taiwanesiske HTC.

Teleoperatørerne gjorde – af naturlige årsager – intet for at hjælpe Googles telefon på vej. For normalt giver de tilskud til SIM-låste mobiltelefoner, mod at brugerne accepterer en bindingsperiode. I starten havde Google kun opnået en aftale med T-Mobile. Tilsyneladende var det svært for Google at få aftaler på plads med de øvrige. Først sidst i april startede teleoperatøren Vodafone som den første salget af Googles telefon i Europa

Senest har teleoperatøren Sprint offentliggjort, at de alligevel ikke vil sælge Nexus One. I stedet anbefaler de deres kunder at købe en anden, nyere model fra HTC – Googles samarbejdspartner. Telefonen er dog også baseret på Googles Android-platform, lige som mange andre smartphones er det. I første kvartal 2010 blev der således solgt flere Android-baserede mobiltelefoner end iPhones i USA. Så der er trods alt medvind til nogle af Googles mobilsatsninger.

I maj skrev Google denne åbenhjertige erkendelse om situationen på deres blog: ”… som med al innovation, fungerede nogle dele bedre end andre. Mens den globale modtagelse af Android-platformen har oversteget vores forventninger, har webbutikken ikke. Det er fortsat en niche-kanal til de første, men det er klart, at mange kunder vil have hands-on erfaring, før de køber en telefon, og de ønsker også en bred vifte af service planer at vælge imellem”

Et eller andet sted er det rart at opleve, at også Google kan tage fejl. Men også respektindgydende at de så klart indrømmer det.

Bragt som kommentar i Morgenavisen Jyllands-Posten d. 26. maj 2010