Der var engang, hvor man købte det program, man havde brug for. Skulle man bruge et tekstbehandlingsprogram, købte man WordPerfect. Havde man brug for et regneark, anskaffede man Lotus 1-2-3.

De sidste mange år har det ikke været sådan: I stedet køber vi pakker, der indeholder en samling programmer, de færreste har brug for – samlet set. I langt de fleste danske virksomheder og hjem er der derfor installeret – og betalt for – programmer, som slet ikke er i brug. Hvor mange har eksempelvis reelt brug for at kunne skabe avancerede regneark eller fancy præsentationer? Flertallet har sandsynligvis blot brug for at læse disse.

Det er primært uigennemskuelige licensbetingelser, som er kopimaskinesælgere værdige, der har holdt liv i dette alt for dyre uvæsen. Men et skifte er på vej.

Den studerende Asger Jørgensen har lige fået Forbrugerklagenævnets ord for, at han ikke behøvede at betale for Windows Vista, da han købte en pc hos Aldi. Supermarkedet ville ikke give penge tilbage, fordi de mente, at computeren er solgt sammen med programmet. Det ville pc-producenten Medion heller ikke.

Heldigvis læste Asger det med småt, da han startede pc’en. Og der stod at: ”Såfremt De ikke kan acceptere vilkårene, har De ikke ret til at bruge softwaren. Kontakt i stedet producenten eller den, som har installeret softwaren, for at få oplysninger om, hvordan De får refusion”
Forbrugerklagenævnet har netop afgjort, at Aldi og Medion sammen skal betale Asger 850 kr. tilbage – samt betale sagsomkostningerne. Fordi den slags sager skal fortolkes til forbrugerens fordel, hvis der er tvivl. Så husk altid at læse de kryptiske licensbetingelser – inden du accepterer. Det kan være penge værd.

Men der er mere på vej, som vil lægge pres på det fordyrende it-samsalg.

Apple har haft stor succes med at sælge små programmer (apps) til mobilt udstyr som smartphones og tavle-pc’er. Til dato er der hentet mere end 10 milliarder eksemplarer af den slags programmer på Apples markedsplads iTunes. Denne er ikke domineret af de store spillere, tværtimod. En lang række helt små softwarehuse bidrager med alt mellem himmel og jord. Et ekstremt eksempel: Et af de mest hentede spil i øjeblikket hedder Bubble Ball. Det er udviklet af den kun 14-årige amerikaner Robert Nay. Det tog ham halvanden måned at udvikle spillet, samtidig med at han passede sin skolegang.

I starten af året forsøgte Apple at udvide denne succes: Nu har de også åbnet en markedsplads for dem, der anvender en Mac-computer. Ved åbningen slog de anti-samsalgs tonen an: Man kan vælge at købe deres iWorks office-pakke til 437 kr i en almindelig forretning. Eller man kan købe tekstbehandling (Pages), regneark (Numbers) eller præsentationsprogram (Keynote) i løskøb. For 110 kr pr enhed. Gad vide hvad de fleste vil vælge?

Apples initiativ vil helt sikkert lægge pres på virksomheder som Microsoft, Adobe og IBM.

Blot til sammenligning: Microsoft skal have 5.208 kr for en professionel udgave af deres office-pakke, hvis man køber den på deres hjemmeside. 1.036 kr koster en udgave, der svarer til Apples iWorks. Man kan godt købe programmerne enkeltvist. Men det er der vist ikke mange, der gør: Alle programmerne koster hver 1.408 kr pr stk i løskøb.

Man kan selvfølgelig altid finde den helt store gnier frem, og hente en helt gratis officepakke i form af Open Office, eksempelvis på openoffice.dk. Den kan alt det, de fleste har brug for, kan bruges af alle (uanset om de anvender Windows, Linux eller Mac OS), og er let at lære.

En anden pris- og strukturpresser er de kommende internettjenester, hvor man kører programmet fra sin web-browser – i stedet for at installere programmet. Google er allerede klar med gode tilbud, Microsoft er på vej, og alle andre kommer efter dem. Også her vil prisgennemskueligheden på internettet lægge et massivt pres på den nuværende forretningsmodel, hvor kunderne køber alt for dyre licenser, fordi der ikke er andre muligheder, og fordi betingelserne er så indviklede, at ingen kan gennemskue hvad prisen er.

Malou Aamund har fået nyt job som salgsdirektør for større private danske virksomheder hos Microsoft. Hendes forgænger blev vraget efter mange år i virksomheden. Så vidt jeg ved pga. manglende opfyldelse af salgsbudgetter. Samme skæbne overgik salgsdirektøren for den offentlige sektor.

Det bliver ikke en nem opgave for Malou at overbevise danske virksomheder om at de skal købe programmer på en måde og til en pris, som hører fortiden til. Men måske får hun hjælp af vores indgroede vaner: Brugervenlighed af it-systemer er et spørgsmål om tilvænning: Eksempelvis kunne vi i mange år sagtens finde ud af, at når vi skulle slukke vores pc, skulle vi trykke på ikonet, som havde titlen ”Start”. På samme måde er det også med mange andre programmer.

Men lad os håbe, at der – på trods af vore indgroede vaner – kommer nye tider for softpriser og –pakker.

Bragt som kommentar i Morgenavisen d. 25. januar 2011


2 svar til “Slut med sampakning og overpriser”

  1. raadal Avatar

    Hej Per. Jeg ved ikke andre måder at kontakte dig på, so here goes:
    Kunne du trykke dig ud om Skype, Viber og andet VOIP-stuff, eller er det slet ikke noget du bruger ? – og tak for dine meninger og din uddeling af viden og fornuft i dette spegede marked 🙂 v.h. Lars Andersen, Stifinder

  2. Per Palmkvist Knudsen Avatar

    Hej Lars

    Det lyder som et spændende emne. Jeg er selv en daglig VOIP bruger, men mest som professionel bruger af professionelle tjenester.

    Er der et godt sted, jeg kan danne mig et overblik?

    /Per

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *