De fleste dele af it-verdenen mærker nu de nye økonomiske tider. De tal, jeg oftest hører, fortæller om en nedgang i omsætningen på 10 – 20 %. En del, men ikke livstruende for virksomheder, der har en sund egenkapital.

Alligevel er strukturændringerne i fuld gang: Siemens forlader partnerskabet med Fujitsu i deres fælles virksomhed Fujitsu-Siemens, der bla. sælger servere og pc’er. Mon ikke Siemens bla. skal bruge de 450 millioner Euro, de fik ud af skilsmissen, til at bekrige Vestas?

Andre bruger mange penge på at styrke deres position i it-verdenen: IBM forhandler ifølge Wall Street Journal med server-producenten Sun om en overtagelse. Hvis handlen går igennem, vil IBM betale hele 6.5 milliarder USD – kontant. Det dobbelte af Suns aktieværdi – før forhandlingerne blev kendt.

Den Silicon Valley baserede virksomhed havde sin storhedstid under dot-com perioden, hvor den leverede servere til langt de fleste internetsider. Siden er det gået tilbage for virksomheden, hvis Sparc-produktlinie er blevet presset af lavprisalternativer. I sidste kvartal af 2008 tabte virksomheden således 209 million USD. Det er sikkert derfor, at Sun selv har henvendt sig til en række virksomheder for at drøfte et salg.

Egentlig er det bemærkelsesværdigt, at IBM vil opkøbe en virksomhed, der primært er kendt for hardware. IBM solgte eksempelvis i 2004 sin pc-fabrikation til kinesiske Lenevo. Siden har IBM mest købt virksomheder, der leverer software eller services.

Andre virksomheder øger også deres volumen på hardwaremarkedet: Således vil netværksleverandøren Cisco nu også til at sælge servere: Når de alligevel har fat i de fleste datacenter-kunder, kan de lige så godt forsøge også sælge servere til dem, synes deres rationale at være.

Men det er ikke kun hardware, IBM kan købe ved at opsluge Sun: Virksomheden ejer en række andre teknologier: Vigtigst er deres ejerskab af computersproget Java, som anvendes af mange systemer. Lidt firkantet kan man sige, at alle andre platforme end de Microsoft-baserede anvender Java. Dette er ikke det eneste værktøj, der kan være en torn i øjet på Microsoft: Sun ejer også den gratis office-pakke Open Office, og den lige så gratis database MySQL. Begge produktområder er centrale for Microsofts indtjening.

IBM forsøgte med sin Lotus-suite at give Microsoft direkte konkurrence – uden særligt held. Med købet af Sun, vil IBM være blevet et stærkere alternativ til Microsoft.

Handelen kan stadig nå at gå i vasken. Som da Microsoft forsøgte at købe søgemaskinen Yahoo for 44.6 milliarder USD. Det farceagtige forløb, hvor Yahoo-stifteren Jerry Yang først afviste et køb og efter få måneder næsten tryglede om overtagelse, viste at personlig kemi og følelser stadig har en stor betydning i den slags handler.

Under alle omstændigheder kommer vi til at se mange flere strukturændringer i it-branchen de næste år, og den danske it-branche går næppe fri. Hvad bliver den næste? Giv dit bud på blogs.jp.dk/it-bossen.

Bragt som kommentar i Jyllands-Posten d. 28. marts 2009


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *