Når nogen siger ”kopimaskinesælger”, så er det sjældent positivt ment. Fordi vi tænker på de sager, hvor meget uigennemskuelige kontrakter snød ukyndige købere, så de købte udstyr alt for dyrt.

Men sandsynligvis har mange flere virksomheder købt software alt for dyrt. Fordi licenskontrakterne til software er alt for indviklede.

I vores virksomhed har vi betalt 65 pct. mere for brugen af Microsoft Windows og Microsoft Officepakken, end vi havde behøvet. Årsag? Microsofts opdateringsaftaler.

Langsommelig proces
Siden 1998 har Microsoft tilbudt virksomheder forskellige opdateringsaftaler kaldet ”Enterprise Agreements” eller ”Software Assurance”. Mod at betale 29 pct. af licensprisen om året får man ret til at opgradere til en ny version.

Når – og hvis – den kommer. Problemet er bare, at der normalt er mindst fire år mellem nye versioner; ofte mere. Eksempelvis kom Office 2007 fire år efter Office 2003. Windows Vista kom fem år efter Windows XP osv.

Yderligere er det heller ikke sikkert, at man ønsker at gå over til en ny version, lige når den kommer. Hos os kan vi eksempelvis ikke retfærdiggøre en opgradering til Windows Vista eller Office 2007. Der er simpelthen ikke fordele nok for os, der kan opveje de nødvendige investeringer i nyt maskinel og uddannelse af brugerne.

Kompliceret regnestykke
Derfor kommer der til at gå et-to år endnu, inden vi laver et skift. Eller seks-syv år fra et stykke software kommer, til vi installerer efterfølgeren. Dermed kommer vi til at betale langt, langt mere, end hvis vi havde genanskaffet alle licenserne, når vi ønskede at gå over til en ny version.

Selve regnestykket er kompliceret – for det er licensreglerne. Men med vores (manglende) brug af nye versioner kunne vi have genanskaffet alle licenserne for 35 pct. af det beløb, som vi ender med at betale for opdateringsaftalen. Dette er let at se i bagklogskabens klare lys. Men svært at spå om, når aftalen underskrives.

Og vi er ikke alene. Jens Hørlück, lektor i økonomi på Aarhus Universitet, sammenfatter situationen således til FTF’s blad Resonans: »For mange mellemstore virksomheder og kommuner er det hulens besværligt at holde styr på Microsofts licenser. Fordi en ”Enterprise” er let at administrere, har Microsoft kunnet sælge nogle meget dyre aftaler, hvor det er underordnet, om kunden opgraderer eller ej – de betaler alligevel.«

Selv hvis man altid vil være med på den nyeste udgave, så vil man ofte have betalt mindst det samme, som det koster at genanskaffe licenserne. Men med en dårligere likviditetspåvirkning, da man betaler mange år forud. Og man betaler for noget, som man ikke kender, da det ikke er færdigt endnu.

Dyre tillægsydelser
I marketingmaterialet for Microsofts opdateringsaftaler står der, at man kan »fastlåse licenspris og planlægge … softwarebudget for en treårig periode«.

Jo, tak: Prisen bliver forudseeligt høj. Der er tillægsydelser til aftalerne, som eksempelvis udvidet telefonsupport. Men langt, langt de fleste virksomheder har ikke brug for disse.

Sikkerheds- og andre fejlrettelser får man som en del af den almindelige licens, så det er ikke derfor, man skal anskaffe opdateringsaftaler.

Det er ikke kun Microsofts aftaler, der er komplekse og dyre. Men de illustrerer problemet meget godt: Opdateringsaftaler er en dyr forsikring mod et problem, der ikke er der.

Det virkelige problem er de indviklede licensregler, der narrer køberne. Som lyssky kopimaskinesælgere narrede naive købere.

Bragt som kommentar i Jyllands-Posten og på epn.dk d. 30. juli 2008