Egentlig skulle jeg have været med polarskibet “Nella Dan” i efteråret 1978. Men af mange grunde ville jeg gerne udskyde den næste tur. Jeg kom aldrig afsted igen. Det blev starten på på mit næste store livsskifte – fra søofficer til politisk aktiv studerende.
En HF eksamen blev første mål
Der var sket en række forandringer, mens jeg var på kongeskibet “Dannebrog”.
For det første havde min status i familien ændret sig. Jeg havde taget hundredevis af fotos (som du kan se i de tidligere afsnit), Hele familien og mange andre så disse via min lysbilled-fremviser. Mens jeg viste dem, holdt jeg et længere foredrag. Pludselig var jeg ikke længere et skravl. I stedet var jeg en adræt ung mand, der havde set dele af verdenen, som de fleste kun kunne drømme om. Og kunne fortælle om dem på en spædende måde med glød i stemmen,
For det andet var Vivi startet på Mariaforbundets Husholdningsskole i København. Det trak bestemt også!
I det hele taget var Vivi og jeg et flot par. Se bare her:
Det var også dejligt at være sammen med familier og venner igen. Og omvendt: Seks måneder helt uden kontakt med dem eller Vivi virkede noget uoverskueligt.
Endelig følte jeg, at jeg gerne ville have noget mere boglig viden, inden jeg skulle til søs igen.
Derfor startede jeg på Statens HF på Værnedamsvej, umiddelbart efter jeg var afmønstret fra Dannebrog. Jeg fik lov til at starte to måneder efter de andre, da jeg som en del af min sømands-uddannelse også havde haft de generelle fag.
En glødende socialist bliver til
Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg havde forventet. Men helt anderledes var det. Både hvad angår adfærd, påklædning og politiske holdninger.
Det var en helt ny verden, hvor vi eksempelvis ofte arrangerede eller deltog i demonstrationer. Det var vores måde at holder fester på.
Men helt opgivet havet havde jeg ikke. Vivi og jeg havde små sejlbåde, som vi sejlede land og rige tyndt i hver sommer. Kun med et søkort og et kompas.
Men hvordan kunne det kombineres med politiske manifestationer? Det kunne det sagtens! Eksempelvis mødtes vi en dag i 1980erne med andre sejlbåde ved Langelinje, hvor vi – inspireret af fisker-blokaden året før – ville lægge til og se fotogene ud.
Det lykkedes ikke helt, for små sejlbåde fylder ikke lige så meget som store fiskekuttere. Samtidig kom flyvebådene til Sverige høvlende hvert kvarter, hvorfor vi lå alt for uroligt ved kajen, på grund af de dønninger, flydebådene skabte,
På et tidspunkt bølgede det så meget, at min påhængsmotor blev revet i vandet af en anden båd. En ordentlig sømand er forberedt på lidt af hvert, så jeg havde sat en snor i den, så vi kunne få den op igen.
Til sidst besluttede vi os for at sejle i kortege til Barsebäck, hvor vi ankrede op. Her lå vi så og råbte:
Hvad skal væk?
Barsebäck!
Hvad skal ind?
Sol og vind!
Om det var hovedet på sømmet, der fik svenskerne til at lukke det idiotiske atomkraftværk klods op af et andet lands hovedstad, det ved jeg ikke. Men det skete jo til sidst 🙂
En tordenbyge sørgede for at vi fik en hurtig sejlads hjem, Jeg nød at krydse med vores smukke skib, der sejlede så hurtigt, at vi snart havde Øresund for os selv. Men Bodil, min med-demonstrant, blev noget søsyg. Nok fordi hun havde spist et stykke wienerbrød, hvor der var indbagt en kakerlak.
Arbejdsmiljø blev madding
Da jeg var ved at være færdig med HF i foråret 1980 besluttede jeg mig for, at jeg ville arbejde med arbejdsmiljø. Det var i de år, at den såkaldte Epoxy-sag og sagerne om hjerneskader hos malere som følge af brugen af organiske opløsningsmidler. I folkemunde kaldet “Malerhjerne“.
I 1978 blev den iranskfødte venstresocialist Villo Sigurdsson (VS) byplanborgmester i København. Han støttede arbejderne på Renseanlægget Lynetten, som ikke ville anvende epoxy i forbindelse med til overfladebehandling af tankene i anlægget. Sagen bølgede frem og tilbage mens jeg gik på HF.
Starten på RUC
Så jeg var fuld af interesse for faget, da jeg startede på RUC 1. september 1980.
Den aften mødtes vi hjemme hos min mor. Vi var alle startet på uddannelse den dag:
- min bror Ole var startet på konservariet,
- min søster LP (som i forvejen var elektriker) var startet på Teknikum
- Vivi var startet uddannelse på Helle Gotveds institut
- jeg var startet på RUC
De medfølgende kærester var også studerende.
Vi startede, som vi altid gjorde når vi var mere end fem, med at synge det femte vers af Nebelongs salme “Nu falmer skoven trindt om land“. Derefter fortalte vi alle glade om vores første dag på den uddannelse, der skulle blive vores fremtid (troede vi). Snart var luften også tyk af vovede vittigheder. Lige som vi plejede.
RUC lå dengang laaaaaangt ude på landet. Man skulle tage s-toget til Københavns Hovedbanegård, Derefter regionaltoget til Roskilde og til sidst bus 124 fra Roskilde Banegård til RUC. En rejse på knapt to timer. Og cirka det samme den anden vej.
De mange, debatter om alt muligt – og umuligt – gjorde, at man sjældent kunne tag hjem før efter kl 16 … Herefter ventede hjemtransport og studiearbejde …
De første to år tog jeg Naturvidenskabelig Basisuddannelse. Der var – ikke overraskende – en række “hårde” fag som matematik og kemi. Men mere tid blev brugt på de projekter, vi skulle aflevere hvert halve år. Og disse skulle skrives i grupper med 4-6 medlemmer.
Lær det selv grupper
Det meste af tiden var gruppen alene om det, så der var en del selvlæring, for nu at sig det pænt. Nogle kunne håndtere det. Andre kunne ikke. De første spillede bordtennis i timevis, elfer forsvandt ind i en obskur læsegruppe. Som “Maxistisk Kapitallogik”.
Andre (som undertegnede) oplevede det som at være i en kæmpe slikbutik, hvor alle ressourcer stod til rådighed, og alle specialister var klar til at hjælpe.
Men især til de obligatoriske husmøder kunne det være lidt svært at sidde stille. Eksempelvis mens blev debatteret om vi skulle sætte en fælde op til at fange den mus, som ødelagde vores køkkenskabe. Trak jeg vejret tungt fik jeg at vide: “Det er bare fordi at du er mand at du ikke tager mig alvorligt”.
Jeg bestod – lige som alle andre – og startede på overbygningen – cand.mag. i biologi og kemi. Året inden havde Dorte Neergaard hjulpet mig til et studenterjob i Arbejdstilsynet. Så min fremtidige karriere så snorlige ud.
I starten fungerede det helt fint. Men da jeg havde slidt i laboratoriet et års tid, måtte jeg erkende: Jeg synes kemi er gudsjammeligt kedeligt!
Derfor valgte jeg et andet fag i stedet for kemi: Datalogi. Og det var dengang, hvor man var sikker på et vellønnet job, bare man kunne stave til EDB.
Det blev begyndelsen på enden til mit liv som arbejdsmiljø-aktivist. Men det vidste jeg intet om i starten, tværtimod.
Jeg kunne være blevet ekstremist
Jeg begyndte at redigere NOAH-bladet, sammen med en række andre, engagerede unge mennesker. NOAH var på dette tidspunkt den eneste miljøorganisation herhjemme, selvom Green Peace var på vej.
Vi kunne let være endt i ekstremisme, lige som Blekingegadebanden. De samme ingredienser var til stede: Unge engagerede mennesker. En vigtig sag at kæmpe for, Arrogante og dumme myndighedspersoner, som kun gjorde ondt værre.
Men den “voksne” i vores gruppe, var heldigvis sit ansvar bevidst, så vi nøjedes med fredelige demonstrationer, og beskrev hvordan NOAHTopia ville blive. Miljøpolitik var ikke vigtig dengang i starten af firserne. Men vi havde jo ret! Nu kommer vores børn og børnebørn til at betale for vores generations slendrian.
Skriv et svar