Den har nu været et år i vores hjem – et tidligt eksemplar af Apples tavle-pc iPad’en. Lige inden vulkansk aske lukkede luftrummet, kom mit eksemplar til Danmark, bestilt af gode venner fra USA. De mente, den måtte være noget for mig, da jeg havde skrevet så meget om, at nu kom eLæserne. Digitale dimser i A4-størrelse uden tastatur og med trykfølsom skærme.
I dag virker det helt naturligt, at et sådant stykke udstyr findes. Men sådan var det ikke dengang.
Nyhed eller ej: Det digitale legetøj blev hurtigt populært i vores hjem, uanset om brugerne er 80årige eller otteårige. Ikke så meget som redskab til at læse bøger – som jeg fejlagtigt havde spået. I stedet er den blevet en naturlighed, når nogen i husstanden skal finde noget på nettet, tjekke mail, spille spil eller se fotos. Den hurtige starttid og nemme navigation har givet tavle-pc’en en fast plads på vores sofabord.
Der er en vigtig undtagelse fra reglen om, at den ikke har erstattet bøger: Den fungerer med sit flade design fint som kogebog i køkkenet. Vi har derfor efterhånden sjældent kogebøger med i køkkenet i dag.
Kort sagt blev den brugt til alt det, jeg ikke havde forudset. Og de mest flittige brugere er mine børn og min kære livsledsager.
I en nyligt udkommet rapport fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole kaldes den sidste slags bruger en ”medfølgende hustru”. Kvinden, hvis mand har insisteret på at købe en iPad, men nu bruger tavle-pc’en lige så meget som manden. Mindst en time om dagen. Ud fra mine egne observationer kan jeg tilføje, at teenagebørn bruger den mindst lige så meget.
Det er ikke kun i vores hjem, at tavle-pc’en er flyttet ind. Ifølge IDC var der i 2010 50.000 tavle-pc’er i Danmark – selvom de først for alvor kom til salg i slutningen af året. I 2011 forventer IDC, at der vil være 400.000 tavle-pc’er i landet. Der er knapt 2.6 millioner husstande i Danmark. Det betyder, a 15 % af de danske hjem har anskaffet sig en tavle-pc indenfor det første år, de har været til salg i Danmark.
Jeg kan ikke komme i tanker om andre stykker forbrugerelektronik, som har vundet indpas så hurtigt. Hvis eksperternes forudsigelser holder stik.
IDC forventer at mindst 75 % af de solgte tavle-pc’er vil komme fra Apple. Først om fire år vil andre producenter for alvor kunne true Apples absolutte førerposition på dette område, mener en anden analysevirksomhed – Gartner.
I mit hjem læser vi af naturlige grunde mange aviser. Mens vi har vænnet os til det nye ”familiemedlem”, har alverdens avishuse haft travlt med at udvikle udgaver af deres produkter til det nye stykke elektronik.
Der er blevet udviklet mange forskellige bud: Alt lige fra helt nye aviser som amerikanske The Daily, som er en avis alene udgivet til iPad’en, over tilpassede web-sider til digitale kopier af den daglige avis. Som den, Jyllands-Postens abonnenter kan have glæde af.
Spørgsmålet er, om de nye muligheder vil erstatte den trykte avis. Tager man mit hjem som rettesnor, er svaret nej.
Om morgenen læser jeg den trykte udgave af Jyllands-Posten, mens min hustru læser papirudgaven af Frederiksborg Amtsavis. Om eftermiddagen læser hun Ekstra Bladet på vores iPad, for det passer fint til en pause i sofaen. Jeg selv fortsætter med andre papiraviser om aftenen. Selvom de også er tilgængelige på tavle-pc’en. Det er kun, når jeg har fået lov til at tage iPad’en med på rejse, jeg bruger den til at læse aviser på.
Til daglig giver en papiravis eller -magasin stadig den bedste læseoplevelse, synes jeg.
Min familie er ikke det eneste med disse læsevaner. Den føromtalte rapport fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole bekræfter tendensen. Det er overvende faglitteratur og arbejdsdokumenter, der læses på tavle-pc’erne.
Salgstallene på Apples markedsplads iTunes viser samme tendens: Selvom magasiner er meget flotte at læse på iPad’en, styrtdykker salget af disse, når den første interesse har lagt sig.
Et eksempel: Teknologimagasinet Wired udkom for første gang i en iPad-udgave i juni. Begejstringen var stor, da der blev solgt 100.000 digitale eksemplarer af magasinet. Selvom en skeptiker kunne have indført, at det var ikke meget på verdensplan for et magasin, hvis læsere måtte formodes at være meget teknologiske frontløbere. Hvad værre var: Efter få måneder faldt det globale salg til under 30.000.
Den samme tendens gælder for næsten alle andre mediers digitale udgivelser: Efter en stor, indledende interesse, er antallet af betalende brugere decimeret. Det har ofte været svært at få dækket udviklingsomkostningerne, endsige omkostningerne ved at frembringe kvalitetsindholdet.
Den store produktudviklingsindsats passer altså dårligt sammen med de realiserede salgstal. Men indsatsen handler ikke om kortsigtede økonomiske gevinster: Målene er at øge de ydelser, de eksisterende kunder får, samt at eksperimentere med det nye medie for at se, hvilke muligheder det indeholder.
Og godt det samme: For hvis en digital udgave af avisen let kunne erstatte papiravisen, var nye og meget hårdere tider på vej for mediehusene: Når man sælger digitale produkter på Apples markedsplads, skal virksomheden have 30 % af salgssummen. Derudover skal der betales moms af produktet– modsat den trykte avis. Dermed er besparelser på tryk og distribution blevet ”spist” af Apple og Skat.
Samtidig forventer forbrugerne ofte, at digitale produkter er billigere end de fysiske. Men da besparelserne ved den digitale udgivelse er taget af andre, er der ingen rabat, som kan gives videre.
Derfor er det godt, at tavle-pc’erne i første omgang ikke fortrænger de trykte medier. Men lige så godt er det, at alverdens mediehusene fortsætter produktudviklingen. For på et tidspunkt kan det ske. Hvis den tekniske udvikling og udbredelsen af resultaterne fortsætter i det tempo, vi har set indtil nu.
Bragt som kommentar i Morgenavisen Jyllands-Posten d. 26. april 2011
Skriv et svar