Det havde været nogle gode, men kalorietunge dage, inden jeg stod op på vægten. ”Uha,” tænkte den ”hans bmi udvikler sig helt forkert. Vi må gøre noget!”. Derfor spurgte vægten hurtigt køleskabet: ”Hvordan ser det ud med kalorieindtaget de næste dage?”. ”Ikke godt,” svarede køleskabet ”masser af rester samt hans yndlingskaloriebombe: Gode oste”.

Som den begavede vægt, den er, fandt den hurtigt en løsning, og skabte forbindelse til bilen i carporten: ”Hej du gamle! Kan du ikke lade som om, du ikke kan starte? Vi skal have ham op på cyklen – bare et par dage!”. ”OK” svarede min troløse bil. Og som konsekvens fik jeg brændt de overflødige kalorier af.

Science-fiction? Ikke så meget længere. Hver dag dannes der 15 petabyte ny information. En petabyte er lige så meget som 1.000.000.000.000.000 tegn. Eller en million milliarder tegn. Otte gange mere end indholdet af alle USA’s forskningsbiblioteker.

Facebook og andre sociale netværk, er ikke – som man skulle tro – de primære bidragsydere. Den største del kommer fra alle mulige sensorer, som måler alt lige fra regnmængder og temperaturer til bilers fart eller fodgængeres adfærd på en gågade. I dag er sensorer små, standardiserede enheder, som kan måle næsten alt, og som kan kommunikere med omverdenen via trådløse netværk.

Efterhånden er der indbygget mere cpu-kraft og kommunikationsfaciliteter i disse enheder, end der var i Apollo-rumfartøjerne. De kunne trods deres beskedne it-kræfter flyve til Månen, lande på den og flyve tilbage igen.

Nutidens sensorer kan bruges til meget mere, end vi gør i dag, hvis vi får dem til at ”tale sammen”, og hvis vi bruger resultatet til noget.

Vi kan få meget mere energirigtige huse, produktioner kan tilrettelægges mere optimalt, trafik kan blive mere sikker, og helt nye produkter kan skabes. Eksempelvis forsikringer, der afregnes efter hvor meget, hvorhen og hvordan man kører.

Teknologien kaldes under ét ”ubiquitous computing” eller oversat til dansk: allestedsnærværende it. Få kan udtale det engelske ord, men heldigvis har konsulentfirmaet McKinsey i stedet foreslået navnet ”Internet of Things”.

Uanset navnet er det ikke let at samle en masse sensorer i et fælles system. Hidtil har det krævet specielle programmeringssprog at kode dem, og når dette først var gjort, var det ikke let at opdatere enhederne. Et andet problem var, at sensorer skulle programmeres på hver deres forskellige måde, alt efter hvilken producent, der havde frembragt dem.

I starten af dette årtusinde startede et projekt ved Berkeley Universitet med bla. chipproducenten Intel som deltager. Resultatet blev til TinyOS (lille operativsystem), der er frigivet som open source. Derfor kan alle – gratis – anvende det som en fælles it-platform på små sensorer. Der bliver stadig videreudviklet på platformen, og den seneste version blev frigivet i april.

I samme måned frigav IBMs forskere i Zürich et andet bud på udvikling og styring af netværk af sensorer. De kalder deres projekt for ”Mote Runner”. De små, trådløse sensorer kaldes en ”mote” på engelsk.

Fordelen ved IBMs platform er, at udviklerne kan anvende det højniveausprog, de kender – eksempelvis Java – og de behøver at bekymre sig om strømforbrug eller performance på de små enheder. Selvom de kun har 4 KB RAM og selvom de kører på små batterier.

Uanset it-platform er der kommet nye muligheder, som danske virksomheder kan og bør udnytte. Både gratis og licensbetalte. Anvendelsesmulighederne er næsten ubegrænsede, og derfor kan der udvikles helt nye produkter og tjenester indenfor næsten alle brancher.

Til gavn for mange ting. Som klimaet, omsætning, produktivitet, min vægt og andre ting, der kan blive bedre.

Bragt som kommentar i Morgenavisen Jyllands-Posten d. 19. maj 2010