Forleden sad jeg i et sommerhus i Udkantsdanmark. Min tålmodighed blev sat på en hård prøve, for det mobile internet var så sløvt, at det havde været hurtigere at hente dagens avis inde på redaktionen, end at hente E-avisen til min iPad.

Et varsel om de fremtidige trængselsramte tilstande på internettet? Sandsynligvis ikke – hvis politikerne ellers undgår at blande sig for meget. Nye teknologier og nye standarder har gang på gang gjort, at internettet kunne holde til mere, end vi troede.

Antallet af enheder, der kobles på internettet, stiger voldsomt. Det skyldes dels den stigende digitalisering af de fleste lande i verdenen og dels den hastige udbredelse af mobile enheder som smartphones.

De mobile enheder anvendes til internetsurfing i en grad, få havde forudset. Eksempelvis anvendte mere end hver femte af Facebooks brugere i juni deres smartphone til at kommunikere via det sociale netværk. Det svarer til næsten 100 millioner mennesker. Det samme mønster ser vi herhjemme, hvor mere end 15 % af sidevisninger på det danske internet nu bliver læst på mobile enheder.

I USA har denne udvikling betydet, at amerikanerne risikerer at løbe tør for frekvenser til at sende og modtage mobile data. Blandt andet fordi tv-selskaberne ikke har frigivet de frekvenser, som de tidligere sendte analoge tv-signaler på.

Dét problem kommer vi næppe til at løbe ind i her i Danmark. Dels fordi vores befolkningstæthed er væsentligt mindre, og dels fordi politikerne – eller rettere: deres embedsmænd – har vist rettidig omhu. De danske analoge tv-signaler blev sendt på frekvenser omkring 800 MHz. Brugen af dén frekvens i Danmark blev udbudt på auktion i år.

TDC samt Telias og Telenors fælles netselskab – TT-Netværket – bød samlet 739 millioner kr for at få lov til bruge den gamle tv-frekvens til mobildata. Sammen med de allerede benyttede frekvenser er der nu rigeligt med frekvenskapacitet i Danmark til mobile data. Brugeroplevelsen er mere et spørgsmål om, at udbyderne får sat master og udstyr op, som udnytter de nye muligheder. Også i Udkantsdanmark.

Internettet blev dog ikke designet til at anvendes af så mange, som det bliver i dag. Derfor er nettet stadig indrettet således, at godt fire milliarder enheder kan få et entydigt nummer. En grænse, vi er tæt på at nå, som man kunne læse i denne avis i sidste uge. For et par år tilbage forudså mange, at vi indenfor et år løb tør for adresser.

Det skete som bekendt ikke – af to årsager:

For det første er der teknologier, som kan mindske problemet. Eksempelvis optager alle pc’er på en virksomheds netværk ikke en ”officiel” internetadresse. I stedet deler de nogle få, når de af den ene eller anden grund skal ud på internettet.

Den anden årsag er, at adresserne deles ud i klumper til de nationale internetudbydere, og mange af dem har et solidt lager liggende.

Internetudbyderne får adresserne tildelt af regionale administratorer. I Europa og Rusland er hollandske RIPE (Réseaux IP Européens) ansvarlig for denne proces. De regionale administratorer får adresserne tildelt fra den amerikanske organisation IANA (Internet Assigned Numbers Authority), der blev stifter tilbage i 1970erne med det formål.

RIPE fik tildelt den sidste blok af de gamle adresser i februar 2011, og nu har de godt 27 millioner tilbage. Så på et eller andet tidspunkt løber vi tør for den gamle slags adresser.

Men adresserne er på ingen måde ligeligt fordelt – hverken mellem landene eller mellem virksomhederne. USA har fået tildelt mere end fire ud af 10 internetadresser. Det er mere end fem pr indbygger. I Danmark er der tildelt godt 2 pr indbygger, og i de fleste fattige lande skal mere end 1.000 borgere deles om én internetadresse. En af årsagerne til dette er, at amerikanske virksomheder som IBM og Ford fik tildelt mange millioner adresser, da internettet var ungt. Samtidig er der i dag ingen god mekanisme til at inddrage allerede uddelte adresser.

Men også på nationalt niveau er der store forskelle: Hvis en internetudbyder var med fra internettets barndom, har de sandsynligvis stadig et stort lager af ubrugte adresser. Mens nye aktører hele tiden skal ansøge om nye adresser. Peter Olsen, der er teknisk chef hos virksomheden Global Connect, kan tydeligt mærke, at RIPE vil have flere og bedre begrundelser, når hans virksomhed bliver nød til at ansøge om nye adresser.

En global og national skævfordeling, der let kunne kalde politikerne frem fra deres teknologiske tornerosesøvn. Men heldigvis er det ikke sket. For politisk indblanding i internetforhold har det med at føre til ingenting – i bedste tilfælde.

Samtidig er der er allerede kommet en ny slags adresser (såkaldte IPv6-adresser), der kan rumme så meget, at alle nulevende personer på jorden kan få mere end fire milliarder adresser – hver.

De nye adresser er ikke rigtigt blevet taget i brug. Primært fordi der stadig er nok af de gamle. Det meste nye netværksudstyr understøtter den nye standard. Derfor vil overgangen til de nye adresser komme til at ske stille og roligt, efterhånden som internetudbyderne løber tør for de gamle adresser. Helt uden indblanding fra politikerne.

Hvis de danske politikere endelig vil gøre noget, kan de holde øje med, at der kommer bredbåndsforbindelser i Udkantsdanmark. Både via jorden og via luften. Det bør ikke være elselskabernes opgave – alene.

Bragt som kommentar i Morgenavisen Jyllands-Posten d. 7. august 2012