Rejsen rundt om jorden med Nippon Reefer
Det længste væk hjemmefra, jeg havde været før denne tur, var Flensborg. Det var også første gang jeg skulle prøve at flyve med (store) fly, dermed også første gang jeg, skulle igennem en lufthavn. Det var op alle måder en dannnelsesrejse, jeg skulle ud på rundt om jorden med det gode skib “Nippon Reefer”
Jeg havde min trofaste Martin-guitar med i den store lyseblå transportkasse. Jeg var uvidende om, at så stor en ting kunne man ikke have med i flyet. Men tiden var en anden, og en hjælpsom stewardesse fandt en plads til den. Så jeg hurtigt kunne komme ned og sidde. Vi kunne tænde vores piber med “Rød Orlik”, når vi var lettet.
Den første tur over atlanten
Belgien – Canada – Panama
Flyveturen til Bruxelles gik hurtigt, og det var busturen til til havnen i Antwerpen også.
Snart var vi sejlet ud i Atlanten med kurs mod Canada med et læs John Deer traktorer. I mit første brev til Vivi skriver jeg:
Ombord har vi al den luksus man overhovedet kan ønske sig: Svømmebassin, vanedannende varmt vand og elektricitet. lokalradio, der sender musik døgnet rundt . biograf (i torsdags så vi “Ørneborgen” og i søndags så vi “Manden der faldt ned på jorden” med David Bowie), kaffe og kage alle døgnets 24 timer, diverse spil (Skak, ludo etc), TV, bibliotek og måltiderne! Om morgenen får vi spejlæg, blødkogte æg, havregryn, corn flakes, ost., pølse, syltetøj, franskbrød, friskbagte rundstykker og selvfølgelig kaffe og te.
Bemærk hvordan der næsten ikke er punktummer! Det var helt tydeligt overvældende. på den fede måde for den unge Per…. Hvad angår arbejdsdagen var jeg noget mere kortfattet:
Jeg bliver vækket om morgenen, ved at de fra broen ringer ned til mig, og venligt oplyser mig om, at klokken er 6:00. Jeg har så en halv time til at komme i bad, børst tænder o.s.v.. Kl 6:30 begynder jeg at gøre rent i skolestuen, og derefter dækker jeg bord og gør rent i elevmessen. …. Kl 8:00 spiser vi morgenmad, 8:40-10:00 har vi teoriundervisning, 10:00-10:15 drikker vi formiddagskaffe og derefter har vi arbejde på dækket til kl 12:00 hvor vi spiser frokost. Fra 13:00 – 15:30 arbejder vi igen på dækket.
Rødt rustbankeri var hverdag
Det mest almindelige dæks-arbejde var at “banke rust”. Det betyder at man fjerne den rust, der er dannet. Defter maler man med en særlig maling, som undertrykker rusten og til sidst kommer den “normale” farve maling på. På Nippon Reefer var den rød – som på alle de andre skibe fra vores rederi J. Lauritzen. Det var temmelig varmt, når vi sejlede i troperne, for her var typisk 35 grader varmt i skyggen.
En ny verden åbner sig
Vi kom frem til Canada i slutningen af juni, og da vi ikke var færdige med at losse lasten inden juni var slut, havde vi fri d. 1. juli pga Canadas nationaldag. Bengt, Anders og jeg skyndte os i land, for at opleve en helt ny verden
Inden vi anløb Canada kom lodsen ombord. Godt det samme, for det kraftigste tidevand i verdenen er netop her.
Mod det Caribiske Hav med delfiner og flyvefisk
Trods tidevandsvanskeligheder kom vi sydpå, forbi østkysten af USA. Da vi var mellem Bahamas og Cuba skrev jeg til Vivi:
….. gik jeg op på dækket, for at trække frisk luft, og hvilket syn mødte mig: Et azurblå hav med en rosa himmel hvorpå mægtige skyformationer stod som slotte i baggunden. Alt imens dette syn overvældede mig, lagde luft sig blødt som oliven om min hud; jeg gik ud i stævnen for at se mere, og her mødte jeg endnu en oplevelse; små flyvefisk dansede yndefuldt en ballet henover vandoverfladen med spring på 20-25 m …..
Jeg var solgt til lavet til søs, det var tydeligt….
Dagen efter – d. 7. juli – ankom vi til Christobal i Panama.
Via Panamakanalen til stor fattigdom og hårdt arbejde
Panama – Equador
7 juli om aftenen begyndte vores gennemsejling af Panama-kanalen. Den forbinder Atlanterhavet med Stillehavet og sparer skibene for den lange og usikre vej syd om Sydamerika, rundt om Kap Horn. Bare navnet på dette vindblæste sted får det til at løbe koldt ned ad ryggen på de fleste søfolk. Ikke uden grund: Mere end 800 skibe er forlist her og mere end 10.000 søfolk har mistet livet her.
Jeg fik lov til at stå på broen noget af overfarten. Stemningen var magisk: Der var hele tiden samtaler over VHF-radioen. Samtidig kunne vi se, hvordan de lokale havnearbejdere stille og roligt fik fortøjningerne håndteret, så lokomotiverne kunne trække os igenne sluserne. Den aften lovede jeg mig selv, at dette ville jeg aldrig holde op med.
I teksten til dette postkort er jeg lidt mere cool:
Det skyldes måske forskrækkelsen jeg fik, da jeg gik ned til min kahyt: Jeg ville åbne den ydre dør, og tog derfor fat i håndtaget. Troede jeg. I stedet var det en kæmpestor græshoppe, på størrelse med dørhåndtaget! “AAAAAAdrrrr” har jeg nok sagt 🙂
I det hele taget har kombinatioern af tropevarmen og vandet fostret mange dødelige ting: Lige fra sygdomme til korrupte præsidenter, som tjente stort på kokainsmugling til USA.
En dødelig kanal
| Panamakanalen er godt 77 km lang. Den blev officielt åbnet i 1914. I dag sejler der ca 12.000 skibe igennem om året 1. Mange døde under opførelsen af kanalen. Det var i første omgang Frankrig, der forsøgte at etablere kanalen. Her døde omtrent 20.000 mennesker af sygdomme som dysenteri, gul feber og malaria, samt – ikke mindst – arbejdsulykker. De fleste arbejdere kom fra de caribiske øer (Jamaica, Barbados mfl.) USA overtog byggeriet i starten af det 19. århundrede. Her omkom lidt færre – ca 6.000.2 Hvis de omkomne blev lagt langs kanalen ville de næsten række fra den ene ende af kanalen til den anden. |
Fattige, flittige og langfingrede
Herefter sejlede vi sydover, ned til Equador. Undervejs dertil fjernede vi ALT, som der ikke var svejset fast. Selv ildslukkere og redningskranse skulle i aflåste rum. Ellers ville det forsvinde, blev vi fortalt. Lørdag d. 9. juli kastede vi anker udfor Guayaquil. Her fik vi de første indtryk af befolkningen. Som viste sig at være særdeles opmærksomme på os. Om dagen børnene, Om aftenen mødrene, og om natten fædrene. Derfor måtte vi gå i to-skiftet vagt: 6-12 og 18-24.
Dagen efter sejlede vi ind til Guayaquil og lossede det papir, vi havde med derned.
Herefter sejlede vi den korte tur til Puerto Bulivar. Her lastede vi bananer, dvs: de lokale løb dem ombord i højt tempo: Hver kasse vejer 20 kg! Vi havde ca. 150.000 kasser ombord, inden vi sejlede en uges tid senere.
Befolkningen gjorde et blandet indtryk på mig, som jeg skrev i det tredje brev til Vivi
Det eneste indtryk jeg fik af Equador (jeg var ikke i land) var, at der er politi og militær overalt. En masse Pelikaner og Grippe, og at folket er meget arbejdsomme, fødte sælgere, de stjæler med arme og ben og de brugte vores lastrum som toiletter! (det var mig, der skulle ned og tørre det op!)
Det var godt at komme til søs igen.
Ud på Stillehavet
Equador – New Zealand
Endelig kunne vi prøve det, vores skib var bygget til: At fragte store mængder kølekrævende fødevarer over oceanerne. Hurtigt, inden de blev fordærvede.
Nippon Reefer, og hendes fem søsterskibe, kunne sejle hele 22,5 knob i timen. Det er godt 40 km/timen, døgnet rundt. Lidt hurtigere end en knallert. Men med den forskel, at hun samtidig kunne have 3.100 tons kølede eller frosne fødevarer ombord,
Nippon kunne både være køleskabskold – eller fryserkold. Temperaturen kunne styres for hvert af de femten lastrum, hun rummede. På denne tur havde vi alene grønne bananer med. De skulle modnes, når de kom frem, ved at blive udsat for CO2 i særlige modnerier. Men hvis de ikke nåede frem i tide, ville de blive til usælgeligt bananaffald. Ligeså uspiselige, som når et par bananer ligger for længe i køkkenet.
Så det var bare med at give den “gas”. Og det gjorde vi. Men Stillehavet er ikke altid stille. Tværtimod. Og på den første del af turen havde hårdt vejr. Hvordan det er, fortalte jeg Vivi i det tredje brev til hende:
Det blæser kraftigt, og der er høj sø, så samtidig med, at jeg skriver dette brev, skal jeg sidde og klamre mig til bordet!
——-
Prøv at forestille dig, hvordan det er at bevæge sig rundt, gå i brusebad, spise eller sove, når det hele tumler sådan rundt!
Første regel er altid: Husk: En hånd til dig og en til skibet. Derfor har man altid en hånd fri, når man bevæger sig rundt, så man kan holde fast i de mange håndtag,
Badet er man nød til at klare med den ene hånd, mens den anden hånd holder fast i vandrøret. Det kan lade sig gøre, men bliver lige lovlig akrobatisk, når man taber sæben ….
Søvnen sikres ved at man sørger for, at bøger og andre løse genstande ikke kan falde ud. Der er særlig holdere i reolerne til dette.
At spise bliver muligt ved at have en særlig dug på bordet, så tallerkener, fade og bestik ikke skrider så let. Og kommer det mere sø, monterer man kanter på bordet, så tallerkener og madikke ryger helt ned, hvis det skulle begynde at skride.
Det er besværligt, men man vender sig hurtigt til det. Eventuelt efter et par dage med søsyge.
Mytteristernes børnebørn ville ikke tale med os
Undervejs til New Zealand passerede vi Pitcairn Island, hvor efterkommerne fra myteristerne på County bor 3. Øen ligger så langt væk fra alting, at ingen fandt dem, og ingen har forfulgt de nu 50 beboere. Øen ligger midtvejs mellen Equador og New Zealand, med godt 6.000 km til Equador og ca 5.000 km til New Zealand. Nærmeste øer, Tahiti, er mere end 2.000 km væk.
Svært at holde kontakten
Vi brugte Ikke telefonen, da vi kontaktede beboerne på øen. For de første mobiltelefon kom først i markedet syv år senere, i 1984 4. I stedet brugte vi VHF-radioen, som man stadig gør det i dag. Men VHF-radioen kan kun række ca 7 km. Internettet var heller ikke opfundet den gang. Heller ikke mail.
Dengang, kunne vi kun kommunikere med dem derhjemme via breve. Som vi sendte eller modtog, når vi nåede en havn. Telegrammer kunne lade sig gøre ind imellem. Men i perioder virkede det heller ikke. Og det var ikke velset at besætningen sendte private telegrammer, med mindre det drejede sig om mærkedage, dødsfald eller lignende.
Derfor modtog jeg ikke post den første del af turen (i to måneder). Og det gjorde min familie heller ikke.
Som tiden gik, blev vi en integreret del af besætningen, med egne ansvarsopgqver. Det kunne jeg godt mærke, da vi nærmede os New Zealand. Jeg skrev til Vivi:
I morges blev jeg vækket kl 3:30, fordi jeg skulle op og stå til rors. Her stod jeg, til vi var lagt til kajs i Auckland, 2 timer senere. Jeg skulle arbejde helt til kl 17, så da klokken endelig blev fem, skyndte jeg mig ned i bad, fik aftensmad, gik mig en kort tur nede i byen, og gik derefter i seng, men vågnede først op næste morgen!
Når man er ombord på et skib, langt fra nogen kyster, kan man ikke bare kalde på en vikar. Eller en brandmand. Derfor er det altafgørende at alle gør, hvad de skal, hver gang. Og overtager ved sygdom, selv om at det kan betyde, at man får for lidt søvn i korttere eller længere tid.
Næste last var dybfrossen
Hurtigt fik vi bananerne losset, og sejlede derefter til Lyttleton, Bluff og tilbage til Auckland, for at hente frosne får.
Det tog næsten fire uger, for hver gang det begyndte at regne, skulle lugerne trækkes for. Ellers ville dækkene ii lastrummene blive til isskøjtebaner. Så vi havde masser af tid til at udforske det smukke land.
Videre til fremmede sprog og madvaner
New Zealand- Japan – Korea – Japan
Afsted gik det nu over Stillehavet – denne gang mod Japan.
Kong Neptun kommer ombord
Vi krydsede Ækvator i silende regn, frasyd mod nord. Den første aften efter vi havde krydset ækvator, fik vi besøg af selveste kong Neptun. Han spurgte om der var nogen ombord, der ikke havde deres ækvatordåbs bevis i orden. Og det havde jeg – og de andre elever af naturlige årsager ikke.
Næste dag blev vi hentet Frk Død og andre frygtindgydende væsener. Vi blev smurt ind i rigelige mængder kaffegrums, chili og ketchup. Klippet med en stor saks lavet af træ, og barberet med en træ-barberkniv. Begge dele er ikke så slemme. som jeg havde frygtet.
Derefter blev vi dyppet i en stor balje saltvand. Den strenge dommer – vores skoleleder – spurgte om vi fremover ville opføre os som lydige i Neptuns rige. Derefter fik vi vores ækvatordåbsbevis. Jeg fik navnet ”Ulken”
Det gjorde ikke ondt, men det var noget af en nedværdigende omgang, som man næppe ville udføre på den måde i dag.
Om aftenen benyttedes lejligheden til en fest for alle besætningsmedlemmerne. Undtagen dem, der stod på broen. Håbede jeg ….
Første havn i asien
Senere i september ankom vi til byen Naha på den sydligste ø i Japan, Okinawa.
På trods af det var 32 grader varmt og selvom der kom heftige regnbyger hver time, var de japanske havnearbejdere meget mere effektive end deres kollegaer i New Zealand. Derfor kunne losse og lastetiden nu måles i timer, hvor det før var i dage.
Så hurtigt sejlede vi videre til Tokyo, Japans hovedstad.
Det var en fredag og vi fik fri. Da jeg kom i land, følte jeg mig for første gang høj. For på gågaden og alle de andre steder, kunne jeg pludselig se over hovederne på folk. Det havde jeg aldrig prøvet før.
Eventyrlystne som vi var, tog vi naturligvis undergrundsbanen. På et tidspunkt var vi ikke længere klar over, hvor vi var. For godt nok kunne vi læse numrene på de enkelte toglinjer. Men navnene på stationerne var skrevet med Japanske tegn, som vi ikke fattede en lyd af – endsige kunne kende igen.
Vi søgte op på landjorden igen for i det mindste at kunne se hvilken retning vi skulle – ud fra solen. Eller finde en betjent, som kunne tale engelsk. Intet af det lykkedes.
Kunsten at bestille mad uden at kunne læse menukortet
På et tidspunkt blev vi sultne, og gik ind på en lille restaurant. Der var måske plads til otte eller ti gæster. Igen var der alene Japanske tegn, vi skulle læse, for at vælge mad. Der var også en anden type menu-kort vi havde overset, opdagede vi senere: I vinduet var der plastikmodeller af alle deres retter.
Så vi endte med at pege på en ret. Og fik serveret suppe i en skål. Det vidste vi ikke, hvordan vi skulle håndtere. Den fnisende tjener viste os hvordan man skulle drikke af skålen, og spise fyldet med pinde. Som vi heller aldrig havde set før. Det var jo 1977 og vi var langt, langt hjemmefra.
Det hjalp at få noget at spise, og sent om aftenen kom vi heldigvis hjem igen til Nippon.
Næste morgen, fik vi revance, da en leder af havnearbejderne spiste morgenmad i vores messe. For han fik serveret spejlæg. Og det anede han ikke, hvordan han skulle sætte til livs. Så han endte med at læne sig frem og suge blomme op med en slubrende lyd. Hævnen var sød.
I Kobe købte jeg HiFi
Næste stop var Kobe. Her fik jeg endelig købt mit stereoanlæg, som jeg så længe havde ønsket mig og sparet op til. 2 * 100 Watt var rigeligt til det lille kammer. Men jeg havde ikke købt højtalerne endnu, det ville jeg gøre dagen efter min fødselsdag.
Telegrafisten kunne lave mere
Men hvordan fik vi egentlig udbetalt løn? Dengang var der en telegrafist på alle skibene. Deres vigtigste opgave var at sende og modtage telegrammer vha. en særlig morse-nøgle.
En morsenøgle kan sende korte eller lange signaler eller lyde.. En enkelt kort lyd betyde ”E”, to korte lyde betyde ”I”, tre korte ”S”. Modsat betyder en lang lyd ”T”, to lange lyde ”M”, tre lange lyde ”O”. Sat sammen morser man SOS således: …—… Korte og lange kan også danne et bogstav.
Det lyder nogenlunde sådan her
Selvom det var besværligt, kunne rutinerede telegrafister ikke bruge al deres tid på holde liv i kommunikationen med rederiet, havne, og lignende.
Derfor var det telegrafisten, som stod for at udbetale den del af ens løn, man gerne ville have udbetalt i den lokale valuta. På den måde havde man en slags ”opsparingskonto” på skibet. Det var også muligt for de pårørende at sende penge til besætningsmedlemmerne til denne konto.
Hæslig fødselsdag
På min attenårs-fødselsdag var vi ankommet til byen Hakata. Som alle andre teenagere havde jeg forventet at denne dag blev noget særligt. Det blev den. Men ikke på den gode måde.
Om dagen bankede jeg rust. Om aftenen holdt jeg en lille fest mit kammer. Med da alle gæsterne var gået, opdagede jeg til min store skræk at alle mine kontanter var væk. Også dem, jeg havde fået sendt hjemmefra. Hele min formue havde jeg naivt haft liggende i min ulåste skrivebordsskuffe. For næste dag skulle jeg have været oppe i byen for at købe højtalere, så jeg kunne bruge mit stereoanløg til noget.
Men væk var de. Tyveriet blev politianmeldt, men da jeg ikke anede, hvornår de var stjålet og heller ikke vidste hvem, der havde stjålet dem, skete der ikke mere i den sag.
Det var som om eventyret forsvandt fra den ene dag til den næste. For det var ubehageligt ikke at vide hvem det var. Det kunne være alle fra besætniningen. Eller ingen. For min dør var heller ikke låst. Så det kunne også være en havnearbejder.
Men Nippon Reefer -og jeg – sejlede videre til Busan i Sydkorea, og til sidst hentede vi brugte biler i Otaro i Japan, som skulle til USA og Canada. Livet gik videre. ”Herren giver, Herren tager”, som min mormor skrev til mig.
——-
Hvorfor sejlede vi med meget andet end madvarer?
Det er dyrt at sejle et skib som Nippon Reefer over verdenshavene Derfor var det bedre at have en last med, som gav en lille sum penge, end vand i balasttankene, som slet ingenting gav.
De lavloftede dæk på køleskibene var velegnede til eksempelvis biler og traktorer eller til de store papirruller der anvendes i et avistrykkeri.
—–
Vancouver-Seatle-Portland-Los-Angeles-Panama-Le Havre-Helsingborg-London-Rotterdam-Haifa-London-HJEM
Som næsten altid var der masser af søgang på vej over Stillehavet. Hvem, der gav oceanet det misledende navn, ved jeg ikke!
Men til Vancouver BC i Canada kom vi d. 18. oktober, og kom hurtigt af med de gamle biler, og begyndte i stedet at laste de mange lækkerier fra USAs og Canadas vestkyst: Frosne laksesider, æbler, abrikoser, og meget andet.
Også i USA var havnearbejderne effektive, og sejladsen sketetit om natten. Eksempelvis afgang fra Portland kl 2 om natten, og ankomst til Los Angeles kl 03:00 dagen efter. Afgang fra Los Angeles mod Panamakanalen kl 01:00. Dette fik smadrede rytmen i alle de aftalte vagter. Fordi alle mand skulle hjælpe til, når vi skulle ankomme eller sejle igen.
Men vi var unge og kunne holde til det. Vi havde endda overskud til at tage på tur i Disneyland. Og jeg fik endelig købt de ønskede højtalere …. Mit HiFi-udstyr vejede nu tilsammen 60 kg. Hvordan jeg skulle få det hjem – sammen med min guitar, havde jeg ikke overvejet.
Men herren står den kække bi, som man siger, For nu fik vi de næste havne at vide: Le Havre i Frankrig og derefter Helsingborg! Tiden sneglede sig afsted indtil vi den 18. oktober igen kom til Europa. Og ja, det kan også blæse og være søgang i Europa …
Og lige pludselig var vi næsten hjemme – i Helsingborg! Det var skønt – og meget praktisk. For familie, venner og kærester kom på besøg, og smuglede mine indkøb hjem.
Alt for hurtigt gik tiden. Og snart var vi på farten igen. London og Rotterdam. Vi orkede egentlig ikke at opleve mere,…
Men da vi ankom til Haifa i Israel, vågnede vores indre turist igen. Og vi vik set Jeruslem, Golan Højderne, og de mange spor af krige, som der også var dernede dengang.
Vi fyldte hele skibet med juleappelsiner, og lige inden jul kom vi til England og derfra fløj vi hjem. Fra en fantastisk rejse, der ikke kan gentages. I dag.
“Nippon Reefer” blev solgt få måneder efter vi var afmønstret. Hun blev hugget op i 2010 på en strand i Indien.
Var det sundt?
Det kommet let til at lyde som et glansbillede. Når man med ungdommens begejstrede breve som kilde, skal beskrive en lang rejse som denne.
Sikkert er det, at vi ikke levede et sundt liv. Slet ikke set i sammenhæng med det boost, vi fik på Kogtced Søfartsskole. Det var skifteholdsarbejde, og larmede og giftigt arbejde i tropevarme. Alt for meget mad. Og alt for mange toldfri smøger og ditto spiritus.
Prøv at se borddækningen til den uofficielle afslutning med vores skolelærer Poul Andersen.
Det samme til den officielle afslutning med skipper, overstyrmand og skolelærer.
Og den sidste fredag ombord drak vi os helt i hegnet, som vi før havde gjort.
Det var ikke kun eleverne, der tog for sig af de mange goder, Det gjorde alle. Fra matros til kaptajn.
Lidt mindre udbredt var ubeskyttet sex med lokale prostituerede. Men da vi ankom til New Zealand fra Equador, skulle der en hel minibus til, for at alle de muligt ramte kunne komme op til test. At der var et ord for den særlige lejder, der blev brugt til denne natlige trafik siger vist en del: Den blev ikke kaldt andet end kusselejderen.
Hvad der var værst for helbredet, er svært at sige. Men Danmarks Statistiks opgørelse over Dødelighed og Erhverv 1996-2000 5 viser nogle tydelige konsekvenser af dette liv
Dødeligheden er specielt høj blandt plejepersonale på plejehjem, matroser, kokke og tjenere, rengøringsarbejdere, slagteriarbejdere og blandt kontorassistenter.
Andre grupper, der blandt mændene har en høj dødelighed er selvstændige fiskere, bagere og taxivognmænd samt kaptajner i skibsfart.
Kilder
- “Ny normal i Panamakanalen“. Søfart, 20. oktober 2024, 1. sektion, side 12 ↩︎
- “Why the Construction of the Panama Canal was so Difficult – and Deadly“, Hentet 25. oktober 2024 ↩︎
- “About the Pitcairn Islands“, Government of the Pitcairn Islands, Hentet d 25. oktober 2024, ↩︎
- “A history of mobile phones and smartphones“, BBC 1. februar 2024. Hentet 25. oktoberfest 2024 ↩︎
- “Dødelighed og Erhverv 1996 – 2000”, Danmarks Statistik 2005. Hentet 10. september 2024 ↩︎
Hvad skete der ellers i andet halvår 1977?
- Strømmen forsvinder i New York og hensætter byen i totalt kaos i mere end 24 timer.
- Bombemanden fra Gladsakse hærger og ændrer telefonbokses udseende for altid
- Ægyptens præsident Anwar al-Sadat taler som den første arabiske leder til det israelske parlament, Knesset. Kun en måned før at vi også er der.
- Formanden for den tyske arbejdsgiverorganisation, Hans Martin Schleyer, bortføres og dræbes 43 dage senere af terrorgruppen Rote Armee Fraktion
Skriv et svar