Jeg bliver voksen – med mange roller
Ville du overlade en hjerteoperation til to studerende fra RUC? Eller deres tørstige chef? Næppe. Men Arbejdstilsynet gjorde faktisk noget lignende, da de skulle indføre edb, som det hed, for første gang i hele organisationen. Og jeg fik helt bogstaveligt min søn Emils liv i mine hænder.
Det var i starten af firserne, hvor de første digitale bobler pustede sig op. Eksempelvis var virksomheden Christian Rovsings (CRs) motto:
Hvis det ikke findes, så kan vi lave det for Dem
CR havde knapt 1.300 medarbejdere i Ballerup 1 da virksomheden gik konkurs 31. august 1984. Men der var mange andre:
- store private it-selskaber som Regnecentralen (blev endeligt opkøbt af britiske ICL i 1992) 2 og Dansk Data Elektronik (DDE), Klarede sig frem til næste teknologiboble som brast i 2001.
- halvoffentlige selskaber som Datacentralen og Kommunedata.
- store internationale aktører, som amerikanske Digital Equipment Corporation (DEC), finske Nokia, britiske ICL, Franske Bull og ikke mindst globale IBM.
Tilsammen skabte de så stor efterspørgsel på it-ressourser i Danmark, at man halvt i spøg sagde:
“Hvis du kan stave til edb, så kan du få et fast job med en månedsløn på 25.000 kr.”
Oprøret mod IBM
IBM havde formået at få positionen som sikker, men dyr. Dengang sagde man:
”Ingen edb-chef er nogensinde blevet fyret for at vælge IBM” 3.
Men var IBM først inde, blev det til IBM fra ende til anden. Fra terminal til disk-system til operativsystem til applikation. Man blev blue-washed, som det blev kaldt. Og IBM påtog sig gerne hele ansvaret. Hvis de havde ALLE kontrakterne. Derfor var de ved at blive et alt for dyrt monopol.
Et oprør gik i gang, hvor danske og udenlandske virksomheder forsøgte at levere alternativer, som var meget billigere og åbne for konkurrenter. Selv i de samme nedkølede edb-rum.
Alternativet i starten af 1980erne blev kaldt minidatamater. Modsat IBMs mainframes. Minidatamaterne var typisk installeret der hvor computerkraften skulle bruges, mens IBMs mainframe-systemer altid var installeret centralt i et land, eller i en virksomhed. Alle Statens systemer kørte eksempelvis hos Datacentralen, og alle Amternes og Kommunernes programmer hos Kommunedata.
Begge disse virksomheder havde enorme haller fyldt med IBM-udstyr, som stod og larmede som vaskemaskiner i atombombesikrede dybe, nedkølede kældre.
Derfor var der et kæmpe potentiale,
Ulempen ved de nye, decentrale systemer var, at minidatamaterne krævede lokalt ansatte specialister, som kunne håndtere det dyre udstyr korrekt, så det ikke brød sammen eller regnede forkert. Derfor medførte udviklingen også en konstant mangel på en ny type specialister.
Fanget af Arbejdstilsynet
Da jeg kom til Arbejdstilsynet i september 1982, blev det hurtigt opdaget, at jeg kunne stave til ”edb” – godt og vel endda. Derfor blev jeg hurtigt overført til et nydannet edb-sekretariat. Opgaven var at forsyne alle Arbejdstilsynets arbejdspladser med de første systemer: Tekstbehandling, fælles Virksomhedsregister (kaldet Virk(!)), Journalsystem osv.
Før dette projekt var der stort set ikke it-udstyr på skrivebordene. Kun i specialfunktioner som skrivestuer, som skrev breve og notater ud fra sagsbehandlernes håndskrevne papirer.
Personale og økonomifunktioner havde adgang til nogle få IBM-terminaler .
Stort ansvar – få ressourcer
Til at løse opgaven blev der i første omgang ansat to stundentermedhjælpere (den ene af dem var undertegnede) og en tørstig afdelingsleder, Torben.
En nøglespiller var også Datacentralens sælger, Knud-Erik, som var næsten fast inventar på Torbens kontor. Oftest medbragte han en klirrende pose fyldt med FF-øl, der var de stærkeste øl man kunne købe, og Grøn Tuborg (som Torben kaldte ”Grøn læske”).
Sammen sad de i tobakståger og ølsjatter og fik besluttet hvordan Arbejdstilsynets edb-behov skulle dækkes gennem minidatamater fra amerikanske Digital (DEC).
Den anden studentermedhjælp, Ole, og jeg gik så i gang. Vores opgave var at konfigurere og installere de 16 VAX-minidatamater, i hele landet. Samtidig med at vi skulle uddanne lokale edb-instruktører, som skulle undervise og vejlede brugerne og varetage de lokale driftsopgaver.. Den dyreste af VAX-minidatamaterne (VAX-750) kostede knapt en million kr. Dem havde vi to af.
De medarbejder, der skulle være superbrugere, eller edb-instruktører som de blev kaldt, vidste intet om edb, da de startede på uddannelsen.
Superbrugere fik meget undervisning
Undervisningen af edb-instruktørerne blev holdt som en serie af to-dages internater. I starten på Kobæk Strand Hotel på Vestsjælland, derefter på skift hos de enkelte tilsynskredse i Danmark, efterhånden som deres installationer blev klare. Og ja, vi kørte produktion, test og uddannelse på de samme maskiner …
I starten var det nødvendigt, at Ole og jeg medbragte alt udstyret. Når vi skulle afsted, fyldte vi en gammel bil op med skærme, servere, kabler, tastaturer og hvad der ellers skulle til, og kørte til Kobæk Strand. Skrøbeligt udstyr, som dengang kostede omkring en halv million kr. Heldigvis gik det godt.
Efterhånden kom alle faggrupper med på den nye platform. Også økonomi. Vi kørte endda et økonomisystem på egne servere. Den lokale superbruger hed Ingrid, og hun ringede stort set hele døgnet rundt til min fastnet-telefon, som stod i den kombinerede stue og soveværelse.
Hvad mon hun lavede om natten?
I dag – efter Britta Nielsen sagen 4 – ville man jo nok have undret sig over, hvad hun skulle på anlægget på alle tider af døgnet. Og have sat spørgsmålstegn ved, at hun og jeg til sammen havde rettigheder til at lave ret vidtgående ændringer. Som ikke blev logget. Men Ingrid blev altid kaldt ”dronningen”, fordi hendes ord var lov i Arbejdstilsynet. Hun fik altid sin vilje.
Min søde livsledsager, Vivi, var grundigt træt af det evige ringeri. Fra Ingrid og fra de mange edb-instruktører, som slet ikke havde nået at få nok kompetencer inden de blev kastet for løverne i form af andre usikre brugere.
Da Arbejdstilsynet i starten af 1985 skulle flytte til de nye lokaler i den gamle konvolutfabrik i Landskronagade på Østerbro, blev der holdt reception. Vivi var også inviteret. Hun gik hen til Arbejdstilsynets direktør og sagde:
”Hvis de mange opkald og de alt for mange opgaver bliver ved, så kan du gå ned ad kirkegulvet med Per. I stedet for mig.”
Hvem skulle jeg vælge?
Det var vist et vink med en vognstang! Så jeg søgte et studenterjob på Datacentralen, som jeg fik. Derfor blev Vivi og jeg gift i Sionskirken på Østerbro d. 20. juli 1985. Et stenkast fra mit barndomshjem i Nyborggade. Vi havde også to præster og to organister. Men men mere om det senere ….
De første par år hos Datacentralen arbejdede jeg med nogenlunde de samme opgaver som før. Bare til en meget bedre løn, og med mere ordnede forhold. Jeg manglede ikke så meget i mine studier, så jeg kunne dele mine uger op i et par dage på RUC og tre-fire dage på Datacentralen. Hvor man stadig havde stempelure, hvor man skulle stemple sig ind og ud. Om morgenen når man kom, når man gik til frokost eller om eftermiddagen, når man skulle hjem.
Ubarberet på RUC
Når jeg skulle til Datacentralens kontor i Marina Park ved Nordhavn station, gik jeg i bad og tog pænt tøj på. Når jeg skulle til RUC skippede jeg badet, og tog RUC-tøjet på. På den måde prøvede jeg at spænde over to meget forskellige kulturer.
Datacentralen havde dengang tusindvis af ansatte. Jeg havde medarbejdernummer 2878. Som mange gange før og siden, blev jeg kaldt ind til særligt svære specialistopgaver eller blev sat til at skabe noget hel nyt.
Troldmand kan trylle og ødelægge
Den første slags specialistopgaver lyder mere kompliceret, end det egentlig var. Eksempelvis blev jeg kaldt ud til en dyr installation, der nægtede at fungere, som den skulle, Ud fra fejl-meddelelserne på konsollen, som var en særlig printer, kunne jeg se, hvad problemet var. Derfor hev jeg – til alles store skræk – et stort netværkskabel ud. Og satte det ind igen. Og vupti – problemet var løst. Derefter kunne de smide en kasse fyldt med papirudskrifter væk.
Helt ufejlbarlig var jeg dog ikke. En anden gang opdaterede jeg den centrale server, mens der stadig var brugere på. Det måtte man ikke, så systemet brød totalt sammen og måtte genskabes fra bunden. Det tog dage.
Måske kunne alle have leve med det, hvis det var sket i en weekend. Men det var midt under intensive forhandlingerne om et forlig. Så jeg var den dag den mest upopulære person i departementet. Ever.
Af skade bliver man klog, men sjældent rig, siger man. Det var nok de ovenstående oplevelser, som mange år senere fik mig til at sværge til rigide proces-beskrivelser som ITIL, den internationale standard for, hvordan man bør gribe it-drift an.
Emil bliver født
Denne fortælling skrev jeg ned – på papir – kort tid efter Emil blev født d. 20. juli 1985
Kæreste Emil.
Ja, så kom du! Din mor og jeg havde glædet os meget til din fødsel! Og vi blev bestemt ikke skuffede! Tværtimod. Du er den dejligste baby, der nogensinde er født.
Men lad os få lidt mere orden i det og starte med begyndelsen. (Mine tanker er lidt kaotiske endnu).
Du er et rigtigt ønskebarn. Vi lejede i 1986 en lejlighed i Farum midtpunkt, så du ville få lys og luft mens du voksede op. I oktober 1986 lykkedes os det endelig at blive gravide, efter Vivi havde været ovre i praktik på Bornholm.
Vivi gik på seminariet da du blev født, og jeg var lige blevet færdig som cand. mag. i datalogi og biologi. Faktisk fik jeg mit eksamensbevis dagen efter du var født.
Hele graviditeten igennem kaldte vi dig ”Spirrevip”. Jeg elskede at mærke dig sparke, når vi gik i karbad, eller når din mor lagde sig ned på ryggen. Vivi havde det ikke så godt i graviditeten. I den sidste måned havde hun svangerskabsforgiftning og det var årsagen til den pludselige fødsel men herom senere.
På grund af din mors svangerskabsforgiftning var hun først indlagt en uges tid på Hillerød Amtssygehus. Derefter passede jeg hende en uges tid derhjemme. Da jeg skulle starte på mit arbejde igen, fik Vivi hovedpine og tog derfor mandag eftermiddag op på Hørsholm hospital for at få målt sit blodtryk. De indlagde hende med det samme, for at holde hende under observation et par dage.
Efter fyraften og et solidt måltid hos min mor, tog jeg op for at besøge Vivi. Jeg var der indtil kl. 21:00, hvorefter jeg tog hjem. Kl. 23:15 blev jeg ringet op af en kvinde, som spurgte,
”Er De Vivi Stenders mand”?
Til det kunne jeg kun svare
”Ja”
med en nervøs stemme, mens jeg tænkte:
”Hvad er der dog galt?”
Derefter fortalte hun mig, at Vivis blodtryk var blevet ved med at stige, og de derfor ville gøre, kejsersnit MED DET SAMME. Jeg ved ikke, om du kan forestille dig den panik, der greb mig. Jeg løb rundt om mig selv, mens jeg kaldte på hjælp fra gud, men fik dog ringet efter en Taxa, og fik pakket de ting, som Vivi havde skrevet op.
Da jeg havde sat mig ned i taxaen og havde kørt et stykke vej, kom jeg i tanker om, at jeg havde glemt mit fotografiapparat. Nå, men chaufføren vendte bilen, og snart var vi på vej igen. Vi nåede alligevel Hørsholm cirka 23. 30, hvor din mor lå og fik et blodtryksnedsættende drop.
Så snart blodtrykket var lidt længere nede, bar de hende ned i en ambulance og bagefter kørte vi over på den anden side af gaden. Her kørte vi op på første sal, og Vivi blev med det samme kørt ind på operationsstuen. Vi nåede kun lige at give hinanden et lille kys.
Jeg måtte ikke komme med ind, men måtte blive udenfor på gangen, eller sidde i dens deres opholdsstue. Jeg foretrækker gangen.
På et tidspunkt kom reservelægen ud og ringede efter et apparat, for de kunne ikke høre hjertelyden. DET blev jeg ikke roligere af.
Derefter gik jeg frem og tilbage i noget, der virkede som en evighed. Så kom jordemoderen ud og hentede nogle ting og sagde
”Nu varer det ikke så længe”
En ny evighed sneglede sig af sted
Indtil pludselig jeg hørte din grad første gang kl. 23:58. Ganske kort tid efter kom jordemoderen ud med dig i et grønt klæde og lagde dig over i mine arme. Fantastisk.
Der var ikke tid til at stå og beundre dig, for du skulle lige hen og ligge lidt i en kuvøse for at vænne dig til verden. Jeg lagde dig i kuvøsen og lagde min hånd på dig og talte til dig.
Du var dækket af noget gråt fosterfedt. Da du var faldet lidt til ro, skulle du vejes. Det kunne du ikke li’ !! Men du vejede 2880 g.
Tilbage i kuvøsen igen, blev du atter rolig, men så skulle du måles. Atter protesterede du voldsomt, da dine 50 cm blev udmålt.
Igen faldt ud til ro, hvorefter du blev stukket med en sprøjte. Nå, nu var du ved at blive færdig og manglede bare at få tøj på, Da de havde fået det på, blev mor kørt ud fra operationsstuen.
Vivi blev kørt direkte over på intensiv afdelingen, og var meget dårlig det første døgn. Derfor blev Emil og jeg overført med ambulance til den anden side af Kongevejen, hvor barselsgangen var. Jeg sov i dagligstuen, sammen med Emil, for ingen havde taget stilling til, hvad der skulle ske med Emil og jeg. Men jeg blev bare sammen med ham, og blev ikke smidt ud. Men det var en mindeværdig oplevelse at spise morgenmad næste morgen med de andre barslende.
Men heldigvis gik alt godt til sidst, og Vivi og Emil og jeg kunne drage hjem – nu som en familie på tre.
Kunstig intelligensekspert
Det nye emne var rigtigt spændende. Det hed Kunstig Intelligens (KI).
Lyder det bekendt? Jamen det er det også. Det er præcis de samme som vi i dag kalder Kunstig Intelligens. Forskellen var bare, at den nødvendige it-kraft var for dyr. Modsat i dag, hvor omkostningen går mod nul for al den it-kapacitet man har behov for til KI. Og man får den leveret via internettet via kæmpe datacentre. Lige som i gamle dage …
Vores projekt i Datacentralen gik ud på at etablere et system, som kunne finde et toldtarifnummer, som man skulle anføre, når man importerede eller eksporterede varer til eller fra lande uden for EU.
Vi var et lille team på fire – og projektet lykkedes faktisk! Endda i en grad, så meningen var, at systemet skulle sælges til de andre eu-lande.
Den del lykkedes aldrig. Lige som de mange andre KI-projekter skuffede, når business casen blev gjort op. På trods af massiv medieomtale.
Så den første bølge af Kunstig intelligens floppede, og alle glemte alt om det. Indtil det blev hipt igen. Mon holder business-casene holder i dag?
Jeg fik også lejlighed til at anvende KI metoder i mine to specialer:
- Biologispecialet handlede om mulige årsager til “malerhjerne”. Til det formål anvendte jeg multidimensionel mønstergenkaldelse
- Datalogispecialet frembragte en kraftig simulerigsklasse af minidatamaters operativsystem
Så på den måde endte det hele med at hænge sammen. Jeg fik mit eksamensbevis tilsendt i en brun konvolut den dag min søn Emil blev født d. 20. juli 1987. Vivi brugte sine sidste kræfter inden fødslen på at arrangere et lille surprise-party hjemme i vores lejlighed i Farum Midtpunkt.
Tiden gik, og langsomt kunne jeg mærke, at nu skulle jeg snart videre.
Kunstig intelligens blev som nævnt ikke til noget i denne omgang.
Samtidig var IBM ved at tabe markedskrigen mod mainframes på grund af et selvmål: De hjalp Microsoft til verden, så deres pc-operativsystem, MS-DOS, kunne forpeste vores it-løsninger i mange, mange år
Derfor sendte jeg en håndskrevet ansøgning til et lille datterselskab under konsulentfirmaet Fischer & Lorenz, COMINCO, som søgte medarbejdere. Jeg blev den første ansatte. Og jeg skulle igen blive ekspert i noget helt andet.
En ekspert er en person,
som er så langt hjemmefra,
at ingen kender ham
Andre emner
1969 1977 1978 1987 1989 1990 2016 2024 Arbejdstilsynet Barndom Canada EDB Elisabeth Emil England Equador Erindringer Fischer & Lorenz Flensborg Frankrig Højdepunkt Israel it-branchen J. Lauritzen Japan Jordomrejse Karriere Knud Lauritzen Korea København Livsaccept Marielyst New Zealand Panama Panamakanalen Parkinsons Sygdom Per Pitcairn Island Sang Skovlunde Sverige søfart Ungdom USA Voksenliv
Kilder:
- “Rovsing gik aldrig rigtigt konkurs” PROSA Bladet, 6. april 2006. Hentet d. 10. oktober 2024 ↩︎
- “Regnecentralen” Dansk Datahistorisk Forenings Wiki Hentet d . 10. oktober 2024 ↩︎
- “Brylluppet der vil koste IBM-konkurrenter dyrt“, Computerworld, 27. august 2004. Hentet d 10 oktober 2024 ↩︎
- “Dom i Britta-Nielsen sag står ved magt” Anklagemyndigheden 26. februar 2020. Hentet d 10 oktober 2024 ↩︎
Skriv et svar