Elisabeths barndom – fortalt af hende selv

Dette afsnit har min mor selv oprindelig skrevet, og efterladt til sine efterkommere. Jeg har indtalt det vha Words dikterfunktion, og indsat det nedenfor i en forkortet udgave med sproget rettet, så det passer til fortællerstemmens rolle (jeg er barnebarn til hendes forældre). Endelig er der indsat link til forklaringer af fx KTAS, hvor det har været muligt.

Mormor møder morfar

Min mormor, Marie Jensen, kom til København i 1915 fra Sindal i Vendsyssel. Hun fulgtes med en veninde, Olga. Min mormors storebror Lauritz i Vejle var gift med min oldefars søster. Og da han hørte at min mormor ville over at bo i den store og farlige by fik hun adresse på min morfar forældres hjem, så at hun og veninden kunne få lidt hjemmelig hygge når de havde fri. Det blev hurtigt til en forelskelse mellem min morfar og mormor, og i 1918 blev de gift. I 1919 fik de sønnen Henrik og i 1921 fulgte datteren Elisabeth – min mor.

På dette filmkip fra 1917 kan man se hvordan der høstes kartofler på fælleden, tæt på Elisabeths barndomshjem. Jagtvej kan ses i baggrunden.

Elisabeths barndomsgade – Rudolf Bergsgade 45

Marie og Georg flyttede ind i et nyopført rækkehus i Rudolf Bergsgade 45. Flytningen foregik på trækvogn. Det vil sige med et lad på 2 hjul med 2 støtteben. Min morfar og onkel lavede sjov med min mormor og fik hende lokket op på trækvognen når de havde tømt den for indbo og skulle tilbage til min morfars forældre og hente det næste læs. De løb så afsted med hende over Østerbrogade, og det synes min mormor var meget flovt. 

Trækvognen tilhørte min oldefarfar, som havde købmandsforretning på Gl Kalkbrænderivej. Han hentede grøntsager på Grønttorvet tidligt hver morgen og trak dem hjem på trækvogn til fods. 

Huset de nygifte flyttede ind i , havde 3 etager. Ejeren boede i stuen, og min mormor og morfar boede på 2. Sal. Lejligheden havde skrå vægge. Den var lys, cirka 50 m2. Der var stue, soveværelse, køkken og gang med toilet. Der var en lille have foran huset. Den måtte kun betrædes af husejeren og den afgrænsedes af et fint stakit, der var malet hvidt. I gården var der køkkenhave og tørreplads. Gården stødte op til en anden gård og en ny stribe rækkehuse hver med et afgrænsende stakit til naboerne.

Deres bagboer dannede den sidste række af rækkehusene. Der var i alt 5-6 rækker. Den første række lå på Lyngbyvejen. Den sidste række beboere levede i træbarakker opført under 1. Verdenskrig til husvilde familie.

Der var tit gadekampe mellem de lokale børn og børnene fra barakkerne. Pludselig stod de udfordrende i gaden, og så gik det løs med kæppe og margarinelåg som skjold. 

Margarinelågene fik børnene hos Fru Hold, som havde mejeriudsalg på næste gadehjørne. Margarine og smør kom i store trædritler med låg. Når låget blev fjernet, blev dritlen lagt på et bord bag ved disken. Ved hjælp af nogle solide træspatler, som stod i en beholder med vand i, blev smørret eller margarinen taget ud af dritlen og ned på et stykke pergamentpapi, der først var blevet gjort fugtigt, med det vand som var på spalten. Så blev det banket og foldet med sparlen, så det blev en nydelig lille firkant der blev vejet og pakket ind.

Mange at lege med

Der var mange legekammerater. Det var et dejligt sted at lege. Der var asfalteret gade. Og da der ikke kørte ret mange biler, tegnede de hinkeruder, løb på rulleskøjter, spillede top og kugler, rundbold og langbold, og kørte på et løbehjul. Pigerne kørte med dukkevogn, nipsede, spillede djævlespil og løb med trillebånd. 

De var også omgivet af byggepladser. De store udgravninger til kældrene var herlige kælkebakker, når det var snevejr. Og nybyggeriet interesserede børnene meget. De skulle bare holde sig væk fra vagten. Hvis han fik fat i dem, så fik de buksevand.

Ejeren af deres hus var meget vanskelig. Hvis børnenes bolde var så uheldige at ryge over stakittet og ind i hans  have, så gik han straks ud og samlede den op og tog den med sig ind. 

Engang havde de store drenge skåret en bold over. Og bundet en snor i kanten. Derefter puttede de dem ind igennem mellemrummet i stakittet og råbte om de måtte gå ind og hente deres bold. Et øjeblik efter kommer han ud og bøjede sig ned efter bolden, men så trak drengene i snoren og morerede sig herligt. Min morbror Henrik og Elisabeth var meget bange for repressalierne, men de udeblev dog. 

En anden gang fik de besøg af en dreng, der skulle have en noget af min morbror Henriks tøj, der var blevet for småt. Men drengen havde træsko på og var fattigt klædt og straks stod ejeren i gadedøren og nægtede at han måtte træde hans hus. Min mormor lod, som om hun ikke hørte det og sagde til drengen, at han skulle tage træskoene i hånden og komme med op. 

Spændende møder i hjemmet

Mine morforældre gik i kirke hver søndag. Det hånede ejerne dem meget for. Især når mine morforældre havde kristelige møder hjemme om aftenen. Så slukkede ejeren lyset på trappen, så gæsterne måtte gå ned i mørket. En dag havde ejeren selv gæster samtidig med mine morforældre. De slukkede lyset og senere på aftenen pladserede de en bakke på trappen med brugte glas. Det blev min morfar for meget, han sørgede for at træde solidt i den. Efter den dag blev trappelyset ikke slukket, når de havde gæster.

Når mine morforældre havde møder, foregik de i stuen. Morbror Henrik og Elisabeth var kommet i seng inden gæsterne kom. Da der var meget lidt plads i garderoben i gangen, kom gæsterne ind i soveværelset og lagde overtøjet på dobbeltsengene.

Nogle af dem havde noget med kærkomment slik med. Når de var kommet i gang med mødet, skulle Elisabeth gerne have prøvet alle damernes hatte til morbror Henriks store fornøjelse. 

Indretning

Henrik og Elisabeth sov i hver sin udtræksseng. Møblementet i soveværelset var hvidt og bestod forruden af sengene af et toiletbord, en servante, 2 stole og et klædeskab. Så der var ikke meget gulvplads. Soveværelserne vendte mod vest og havde en udsigt til det nyopførte Bispebjerg Hospital. På servanten stod et servante-sæt bestående af porcelænsskåle og fad. Det blev kun brugt til formålet, hvis der var liggende gæster. 

Ellers vaskede de sig ude i køkkenet i det emaljerede  fad.

Om lørdagen blev de badet i en stor zinkbalje, som også blev brugt til vasketøj. Efter badet blev familiens undertøj og to håndklæder lagt til vask, og rene håndklæder blev hængt op i køkkenet under det broderede køkkenforhæng. Det ene håndklæde blev i løbet af ugen brugt til at tørre hænder, og det andet blev brugt til at tørre ansigtet i.

Snavsetøj blev lagt ind i skabet under vinduet til at der skulle være storvask. Det foregik en gang om måneden nede i kælderen. Min mormor var blevet opereret for nyresten i 1923. Derfor måtte hun ikke selv vaske. Så en gang om måneden kom fru Petersen, som boede i barakkerne og ernærede sin familie ved at gå ud og vaske for folk. 

Vasketøjet blev sat i blød dagen før, og vasken startede med at vaske tøjet på vaskebræt, og derefter koge det i en gruekedel, skylle det, vride det og hænge det til tørre oppe på loftet. Det tog en hel dag, og fru Petersen fik 6 kr. For sådan en dag. 

Spisestuens møblement var af sort eg. Et spisebord med stole, et anretterbord, en buffet og en divan. I midterskabet af buffeten havde vi hver vores side til legetøj. 

Morbror Henriks side var altid i mønster værdig orden. Soldaterne lå ikke blot i æske, men var fint nedpakket med et tynd pude mellem lagene, så de ikke blev ridsede. Min mormor side var et sørgeligt syn. Hun nåede aldrig at rydde op, så det var med at lukke døren hurtigt og låse den. Ellers ville den gå op igen og alt for meget at rulle ud.

Flittige forældre

Min morfar var ivrig radiomand, så de havde radio og hørte flittigt radio, når Lawetz havde drengetime som det foretrukne program hed dengang.

Om søndagen gik morfar og morbror Henrik efter morgenbrød hos bageren nede på Lyngbyvej. Så fik hele familien hver et stykke wienerbrød foruden et rundstykke eller krydrer. 

Kl. 10:00 gik morfar og mormor i kirke, mens Henrik og Elisabeth legede med Henrik soldater. Kl. 13:00 gik de i søndagsskole. Dog ikke om sommeren.

Søndagsskolen foregik i pigegymnastiksalen i Vognmandsmarken Skole. Morfar var leder af søndagsskolen. Om eftermiddagen var de gerne sammen med min morfars søskende og hans forældre. 

Min morfar arbejdede alle ugens dage fra 7-16. Han forsålede deres sko, og reparere cykler. Min mormor bagte kager med mere og syede en stor del af deres tøj. Der var også fart over feltet den gang. 

Kolonihaven i Emdrup var anlagt på en losseplads

Om sommeren flyttede de ud i kolonihaven. Den lå cirka 3 km fra barndomsgaden. Morfar havde købt et lille træhus på 7 m2. Og så havde han bygget en stue til, så huset var i alt 18 m2. Haveforeningen hed Emdruphøj, og de havde nummer 70. Den blev nedlagt, men lå nord for krydset mellem Leersø Park Alle og Gripskovvej.

Til at begynde med, skulle de først hente frisk halm til sengene. Morfar lejede en hestevogn med kusk til formålet, og først derefter blev dyner, gryder potter porcelæn med mere hentet i Rudolf Bergsgade.

Efterhånden kom der fjedre, bund og madrasser i sengene, og så skulle de ikke mere hente halm i foderstofforretning.

Haven lå på toppen af en bakke. Når de skulle derud, så skulle de via Sortevejen. Det hed den, fordi den var belagt med sorte slakker. Arealet var en opfyldt losseplads. Det var først opfyldt af skrald, derefter slakker og muld. Der var tre grøfter til afvanding med træbroer over, hvor der var vej. 

Det var ikke just kildevand, der løb i disse grøfter. Overfladen var grøn af andemad. Men når det var varmt, lugtede der af losseplads nede i dalen. Men aldrig op på mormors bakketop. Elisabeth undrede sig altid over, hvordan mennesker kunne holde ud at bo i dalen. 

Rejser til familien i Vendsyssel

Familien tog også 14 dage til Vendsyssel hvert år for at besøge min oldemor og min mormors søskende. Det var bestemt ikke almindeligt, at man både havde kolonihave og rejste.

Henrik og Elisabeth rejste sommetider afsted med ferietoget, så skulle vi op kl. 03:00 for at nå toget, som kørte fra Hovedbanegården ved 5-6 tiden.  Så var de i Tolne klokken cirka kl. 16:00 og eftermiddagen.

Min morbror Henrik var alle tiders beskyttende, kærlige og loyal storebror, skrev min mor.

Det var han hjemme i deres barndomsgade, hvor han altid sørgede for at få Elisabeth draget ind med ind i de store drenges spændende lege, som for eksempel røvere og soldater på rulleskøjter og besøg på de omtalte byggepladser. 

Det var en herlig afveksling i at knipse, sjippe eller hinke med naboens Tove. 

Han passede også mægtigt på Elisabeth, når de rejste med tog til Jylland. De rejste altid sammen med genboens søn, Edmund. Han har feriedreng hos Elisabeths onkel og tante. Hans far var død af den spanske syge, så hans mor ernærede sig og sine to drenge ved at arbejde på Oliemøllen. 

Edmund storebror var gadens særling. Elisabeth mente, at han havde skizofreni. De boede i et hus med morens to brødre, så de tog sig et eller andet sted af ham. Edmund elskede at være på ferie hos Elisabeths onkel. 

Elisabeths forældre

Min mormor var meget kærlig og flittig. Hun var præget af sin opvækst i et kærligt og nøjsomt landbohjem. Præget af klogskab og indre mission. Hun var også præget af alt det, hun havde oplevet på Tommerup Højskole. Det var hendes livs store oplevelse. Det fortalte hun tit om. Så længe hun levede. Hun blev 86 år, og hun fik cirka en gang om året tilsendt en vandremappe, som pendulerede mellem holdkammeraterne fra 1913. Hun læste så alle indlæggene og skrev selv i den, inden den skulle afleveres til den næste i rækkefølge, en oversygeplejersker på Øresundshospitalet. 

Min morfar, Georg Jensen, var også meget flittig og dygtig. Han var præget af sin opvækst i en patriarkalsk købmandsfamilie i Nordre Frihavnsgade.

Min morfar var strengt opdraget, krævede meget af sig selv og af sine børn. 

Han var uddannet instrumentmager hos virksomheden Nyrup, men da arbejdsløsheden i 1930-erne rigtig satte ind, skiftede han arbejde, og  blev mekaniker hos KTAS, Kjøbenhavns Telefon Aktieselskab,.

Et skifte han vist nok fortrød. Fordi hverken arbejdets udfordringer eller arbejdsklimaet hos KTAS kunne stå mål med det, han havde haft hos Nyrup. 

Men arbejdsforholdene var sikrere og så var arbejdet pensionsgivende i teleselskabet. 

Både min morfar og min mormor var meget engageret i kirkens arbejde. Min morfar store for søndagsskolen, indtil den overgik til Kildevælds kirken, da den var bygget og indviet. 

Derefter ledede han arbejdede med KFUMs de yngste og en missions kreds. 

Han var medlem af menighedsrådet, og derfor vurderede han familiens behov for brændsels hjælp og  økonomisk hjælp fra kirken. 

På et senere tidspunkt var han medlem af bestyrelsen for mændenes hjem i Istedgade. Der var et herberg for hjemløse mænd. Han var altid på den lille mands side. 

Flyttede til Vennemindevej og blev voksen

Da min mor var 12 og hendes bror Henrik var 14 var barndomslejligheden ubehjælpelig for lille. 

De sagde  med sorg farvel til alle deres gode legekammerater og deres lyse og lykkelige barndomsgade og flyttede i 1933 til Vennemindevej 63. Det var en stuelejlighed, så den var mørk, og den var kakkelovn fyret, men familien fik en stue mere. Og et værelse til Henrik. 

Året efter blev min moster Else født. Henrik synes det var flovt og frygteligt, at mine morforældre kunne finde på sådan noget. Elisabeth var lykkelig, og da mormor var syg og afkræftet efter fødslen, fik jeg Elisabeth lov til at hjælpe med pasningen. Og hun kørte tur med hende hver dag. På 3 sal boede en jævnaldrende pige, Inger. Hun blev mors hjerteveninde og senere hendes svigerinde. 

Med flytningen var legen forbi, og fritiden blev nu udfyldt med lektie læsning, huslige forpligtelser og venindesnak. Som 17-årig blev Elisabeth færdig med realeksamen og fik plads i huset, hvor man kun havde fri onsdag efter kl. 13:00 og hver anden søndag med samme tid. 

Hendes bror Henrik læste til lærer og var blevet så glad for Else, så nu var ham der gik tur med hende hver dag. 

Tiden var præget af uroen ude i Europa. Vi blev blev meget ængstelige, når kolonner marcherede syngende eller råbene gennem Vennemindevej med røde faner.